søndag den 26. oktober 2014

"At mærke sig selv", Smertefuld bevidsthed & Den dysfunktionelle storfamilie

Tidligere på ugen talte jeg med en mand, der ved et og andet om ernæring og de problematikker, som er svære at drøne udenom, når fokus falder på madindtag, slankekure mv. Groft skitseret er hans iagttagelse, at vi ved øget fysisk og emotionel bevidsthed kan udvikle den selvregulering, vi ofte mangler, når mad, motion og alt det andet hejs i samme boldgade er kilde til uhensigtsmæssige konsekvenser. Jeg er ganske enig og er langt fra ubekendt med forskellen på at knalde en sandwich ned, mens jeg arbejder, ser tv og taler i telefon, og på at spise i ro og mag uden forstyrrende input, som gør det svært for mig at mærke, om jeg er mæt eller har brug for at tømme tallerkenen. Dermed tror og oplever jeg også, at effekten af at "mærke mig selv" forebygger en uhensigtsmæssig madadfærd.

Sagen er dog den, at på tidspunkter i mit liv var det at "mærke mig selv" det sidste, jeg nærede ønske om. Maden var her et af de redskaber, jeg hyppigst anvendte til at sløre min bevidsthed, styre mit humør og min evne til selvregulering. Jeg kunne sulte mig selv og herigennem dæmpe min talestrøm, intensitet og umiddelbarhed. Jeg kunne kaste op og blive kærkomment træt eller blot rolig nok til at overskue, hvad end jeg nu stod i. Jeg kunne overspise og nyde den kemiske belønning i min hjerne, mens jeg faldt i søvn og fandt ro i at mit indre tomrum ikke kunne mærkes på grund af min fyldte mave. Jeg ser i dag tilbage på denne adfærd med stor omsorg og forståelse. Jeg anerkender den for at have holdt mig i live, hvilket muligvis synes bizart, men ikke desto mindre er det sandt. Uden spiseforstyrrelsen ville jeg have været i større livsfare, end jeg var med den. I den forbindelse kan jeg stadig overvældes af taknemmelighed overfor den psykolog, der så mit behov for min forstyrrelse, hvortil hun konstaterede: "Tog jeg den fra dig, ville du jo hoppe ud fra en bro i morgen". Det var sgu nok ikke helt løgn. Med dette forsøger jeg at pointere, at jeg for år tilbage faktisk ikke var stærk nok til at "mærke mig selv", hvorfor den indledende nævnte metodik for daværende ville have været et skrækscenarie for mig, selvom det objektivt set var klokkeklart, at min spiseforstyrrelse var svært behandlingskrævende og udøvede omfattende skade på mit helbred.

Disse overvejelser lagde jeg frem i samtalen og oplevede ikke, at de blev afvist, hvilket har medført, at jeg efterfølgende har grublet og stillet mig selv en hel del spørgsmål, som jeg ikke umiddelbart kan svare på.

Som én stor dysfunktionel familie er vi tusindvis af mennesker, der er fælles om at "hente noget" udefra for at kunne håndtere, slukke eller rumme vore psykiske og/eller fysiske tilstande. Det, vi "henter", kan være meget forskelligt. Alt lige fra mad, stoffer og sex til smerte, spil, alkohol og sport kan anvendes, og mulighederne er uudtømmelige. Grundene til adfærden kan også være forskellige. Vi har måske dårlige erfaringer med at modtage hjælp fra andre mennesker, hvorfor vi er tryggere ved anvende handlinger, substanser o.a., når et givent problem skal håndteres. Vi kan rende rundt med en kemisk ubalance i knolden, som udlignes, når vi hiver et eller andet indenbords, der udløser belønningsstoffer på øverste etage. Vi har måske arvet adfærden fra vore forældre eller selv pådraget os den, da vi ikke lige forudså, at den ellers så festlige brug af amfetamin med ét ville blive til en røvsyg afhængighed, så vi nu hver dag skal vælge mellem pinefulde abstinenser eller gøre det, vi efterhånden er blevet rigtig gode til: at hende noget udefra for at fikse noget indeni. For det er dét, vi gør og har til fælles. Alle som én er vi ikke helt gode til at regulere og håndtere det, vi oplever i os selv, så vi søger hjælp i de forhåndenværende midler, hvilket til tider ender i et værre rod.

Jeg har en formodning om, at vi - os i den dysfunktionelle storfamilie - har vanskeligere ved at løse vore "adfærdsproblemer" end eksempelvis Kernesunde Karen, selvom det ikke umiddelbart er til at se forskel på Kernesunde Karens problem og vores:  Karen vejer fem kilo for meget. Jeg vejer fem kilo for meget. Begge har vi indtaget mere benzin, end vi skulle bruge. Begge render vi derfor rundt med en ekstra dunk, som vi antageligt vil kunne tabe på nogenlunde samme måde. Antageligt og ikke umuligt, men alligevel tvivler jeg, da årsagerne til den vægtøgende adfærd hos mig ikke er lig årsagerne til Kernesunde Karins. Hun hyggede sig med lidt rigelig medisterpølse i julemåneden. Jeg hyggede mig ikke en skid med den medister, men åd den for at dulme stress, tankemylder og de følelser, som af den ene eller anden grund dukkede op, da det ringede ind til December. Således vil et efterfølgende vægttab for mig sikkert kræve berøring med de ubehagelige følelser, som vægtøgningen frigjorde mig fra, hvorimod Karin kan nøjes med den almindelige irritation over skulle skære ned på medisterindtaget. Ja, ja - det er et fortænkt eksempel, og jeg elsker jul, men jeg føler mig alligevel ret sikker på, at min teoretiseren stille og roligt samler sig til et helt billede, som på et eller andet tidspunkt nok skal blive tydeligt for mig.


Anna Bylov Kristensen

tirsdag den 7. oktober 2014

Folkeskolen, Inklusion & Frihed på toilettet

Gennemgående for mine folkeskoleår gjorde det sig gældende, at jeg var én af de dygtigste elever i min klasse. Der var ikke ret mange fag, som ikke lod mig præstere i top 5, og rent fagligt faldt det mig ganske let. Faktisk så let, at jeg har svært ved at huske, at jeg brugte særlig lang tid på lektier. Det var sådan noget venstrehåndshalløj, mens jeg hørte musik og spiste ostemadder. Mine forældre burde muligvis have brugt lidt mere tid på at styre mig henimod lektielæsningen, men hvorfor dog egentlig det? Jeg klarede mig jo stortartet med den gjorte indsats.

Som ganske ung begyndte jeg at trøstespise. Jeg var vel 8-9 år, husker jeg rigtigt. Jeg valgte selv at undgå fritidsinstitutionen efter skole og gik i stedet hjem, spiste store mængder af mad for derefter at lægge mig til at sove i nogle timer, indtil min far og søster kom hjem, og vi skulle klæde om og efterfølgende afsted til timerne på rideskolen. En snigende følelse af at være anderledes begyndte at indfinde sig - ingen andre jeg kendte sov til middag næsten hver dag, og det var heller ikke noget, jeg talte så meget om.

Når jeg var i skole, sneg jeg mig ind imellem ud på toilettet og låste mig inde for at være lidt alene. Bare lige et øjebliks ro, hvor jeg kunne være i fred og undgå alle de mange indtryk, som ellers fyldte i klasselokalet og frikvartererne. Jeg var ikke ked af det og følte mig ikke alene, mens jeg sad dér og kukkelurede. Jeg var bare lidt udmattet og havde brug for en pause, inden jeg igen var klar til at indgå i samværet med mine klassekammerater. Sport, musik og andre aktive fag var ikke mindre udmattende for mig, for der var stadig mennesker omkring mig i følgeskab med lyde, lugte, lysindfald, energier og alt det andet, der fylder, når man er andet end helt alene. Så jeg var træt, når klokken ringede os hjem. Jeg husker, at jeg meget tidligt satte pris på at få tidligt fri, og ligeså husker jeg, at dage til klokken 14.30+ i de senere folkeskoleår var ekstremt hårde at komme igennem. Mine øjne gjorde ondt, jeg var ved at falde i søvn, jeg kunne ikke sidde stille, jeg kunne ikke styre mine tanker, jeg kunne ikke tie stille, jeg kunne ikke holde det ud, jeg kunne ikke lide at være i skole. Jeg ville hjem.

Jeg er datter af en lærer og en pædagog, som har tildelt mig en grundlæggende glæde ved det institutionaliserede fællesskab, og jeg har aldrig syntes, at det var særlig sejt at pjække, men det var nu engang det, jeg ofte begyndte at gøre, da jeg senere begyndte på Nørresundby Gymnasium. Faktisk pjækkede jeg så meget, at jeg hvert eneste år fik en skriftlig advarsel på grund af min tårnhøje fraværsprocent. De ellers så gode karakterer begyndte også at udeblive, og det var faktisk kun i eksamenssituationer, at jeg var i stand til at yde præstationer af højere standard. Lektier var jeg heller ikke blevet bedre til at tage mig af - faktisk lige modsat - og ikke sjældent måtte en lærer minde mig om glemte engelske stile og tyske oversættelser. Når jeg pjækkede, tog jeg ind imellem i byen og drak øl med ligesindede kammerater. Men som oftest tog jeg bare hjem, hvor jeg spiste for meget mad, faldt i søvn og fandt ro.

For et par måneder siden tog jeg en test, som et eller andet link på Facebook præsenterede mig for. Testen skulle vise mig, hvordan jeg på en lang række parametre lod mig sammenligne med gennemsnitsdanskeren. Med masser af selvfedme kan jeg afsløre, at jeg både er mere veluddannet, bedre lønnet, en bedre samfundsmæssig investering, bedre, bedre, bedre sammenligner man mig med den gennemsnitlige dansker - endog kvinder på min egen alder. Bedre! Badabing!

Men....

Testen spurgte mig ikke til mine diagnoser eller alle de andre etiketter, der i tidens løb har været oppe og vende, når kloge mennesker har forsøgt at hjælpe mig. Bulimiker, hypersensitiv, anorektiker, overspiser, depressiv, ADHD, personlighedsforstyrret, selvmordstruet, dysfunktionel, voldsramt und so weiter. Jeg blev heller ikke spurgt til mine mærkelig afstikkere - som stadig eksisterer - ud på diverse toiletter for at få ro, når verden overvælder mig. Der var heller ingen spørgsmål til mine manglende evner til at fastholde fokus og huske aftaler. Eller til fraværet af tålmodighed, min voldsomme PMS, mine vilde parforhold eller for den sags skyld mine universitets-, gymnasie- og folkeskoleår. Ingen vil vide noget om det. Ingen interesserer sig for det, og det er snotdumt.

Her til aften faldt jeg i staver over et nyhedsindsalg på DR1, som handlede om de spæde advarselssignaler fra den nye folkeskolereform. En mor var ked af at se, at den såkaldte inklusion på ingen måde synes at inkludere hendes ADHD- og autismeramte søn, som ikke længere kan overskue at gå i skole hver dag. Som han selv siger, så er der jo ingen frikvarterer længere, og han bryder sig heller ikke om de lange skoledage.

For at gøre en tankestrøm, der greb om sig, kortere, end den måske burde være, så er jeg taknemmelig for, at jeg fik lov at udleve min folkeskole i en tid, hvor der var plads til mig. Ikke optimal plads, måske, men dog plads til at give mig en god start på et langt liv i et uddannelsessystem, som tidligt nok skulle kræve store ofre af mig. Jeg ved, at jeg aldrig ville have klaret mig, havde jeg i dag været en lille pige med alt for mange tanker i al for voldsom en folkeskole, som sikkert ville kunne alt på nær at give mig muligheden for at gå hjem og slippe for alt det, jeg ikke kunne holde til, skulle jeg i sidste ende blive ligeså god eller "bedre" end gennemsnitsdanskeren - og det skulle jeg.

Anna Bylov Kristensen

tirsdag den 23. september 2014

torsdag den 22. maj 2014

Den ene side, Den anden side & Så alligevel...

Fucked up mærkeligt liv. Det kvæler mig. Overvælder mig. Får mig til at tvivle på, hvorvidt jeg magter det i de cirka 40 år endnu, som statistikkerne giver mig. Men når jeg vågner fra tungsindet og drikker min kaffe, kan jeg dog pudsigt nok overkomme alt. Tusmørket er blevet til morgengry, og jeg har for et øjeblik glemt det, der i går gjorde ondt. Alt er fantastisk, og jeg har en Nespressokaffe, der venter på mig,  men så alligevel...

Som alt for ung lærte jeg, hvordan livet føltes, når det var "gråt"; når følelsen var netop manglen på samme. Tom, neutral, emotionsberøvet. Det medførte selvmordsforsøg i en alder af 14 år. Jeg ville ikke dø, men jeg ville ej heller leve det liv, jeg levede, som for daværende var en familie i skilsmisse og et livsgrundlag ihjelslået. Et barndomshjem, en naivitet og sorgløshed frarøvet. Jeg var ødelagt i et omfang, som akut forandrede mig og aldrig sidenhen har sluppet mig. Smerte har jeg skam erfaret siden da, men aldrig én som denne. Smerten over afstanden mellem mor og far. Min mor og far. Mine dejlige forældre. Mit hjem, min søster, min familie, mit liv. Mere betydningsfuldt var det åbenbart ikke, end at det kunne bringes til ophør, uanset hvad jeg ønskede. Mere betydningsfuld var jeg ikke - var min familie ikke, selvom den var hele mit liv. Min Barndomsgade. Barndomsskade. Men så alligevel...

Jeg havde en fantastiske barndom. Far og mor krammede deres yngste datter, puttede hende i seng og læste historier. Vi havde et klaver, jeg spillede "Yesterday" og "Eight days a week", og mor plantede lyng i ét væk. Søster var irriterende og drillede, men hun var idolet. Jeg havde hund, kat og det løse, hvilket vil sige undulater, marsvin, ærteblomster og bål i haven. Jeg havde musik, køkkenhave og jord på bukserne. Man måtte gerne være en beskidt unge hjemme hos os. Jeg var højtelsket og elskede højt igen. Jeg fik omsorg og lærte empati. Jeg erfarede, at forståelse, eftertanke og næstekærlighed var at foretrække frem for mistro, ligegyldighed og fremmedfrygt. Jeg fik kærlighed. Jeg lærte kærlighed. Men så alligevel...

Jeg har taget skade. Endda alvorligt. Jeg stoler aldrig på noget - alt kan opløses, og alle kan forsvinde. Selv de mest nære relationer kan skade mig, og enhver kærlighed kan medføre lammende smerte. Intet er sikkert, og jeg må aldrig glemme, at jeg lige om lidt kan miste alt. Jeg har en usund rummelighed i forhold til smerte, dysfunktion og menneskeligt mørke. Jeg har lært, at mennesker tæt på mig kan glemme mig, fordi mit liv trods alt er mindre vigtigt end deres. Jeg har lært, at jeg ikke altid tæller. Jeg har lært, at min smerte kan være så stor, at selv de mennesker, der elsker mest, ikke aner, hvad de skal gøre med den. Jeg har lært, at jeg er alene. Men så alligevel...

Jeg ved, at jeg er elsket. Dengang og nu. Højt og inderligt. Jeg ved, at kunne mor, far og søster have skærmet mig, havde de gjort de. Jeg ved, at de ville have taget smerten for mig. Jeg ved, at de ville have gjort alt for at undgå, at jeg led. Jeg ved, at mit mørke blev deres. Jeg ved, at de aldrig slipper frygten for at miste mig, selvom jeg inderligt ønsker at befri dem. Jeg ved, at jeg er vigtig. Jeg ved, at de aldrig glemmer. Jeg ved, at jeg aldrig bliver ubetydelig. Men så alligevel...

Ind i mellem er jeg alene. Når mor, far og søster ikke kan nå mig. Når mit mørke og min vildskab tillært i mine autonome ungdomsår leder mig på afveje. Når min rationalitet ikke kan stå distancen, og jeg i stedet lader mig forføre af Bonnie & Clyde, aben på skulderen og smerten fra fortiden. Når Anna, som hun har skabt sig i sit eget billede, slår autopiloten til og griner hånligt af alt det, som ingen ser. Når barnet, katten, træet, sandkassen og livet må glemmes til fordel for indsigten, forudsigelsen, stoltheden, mørket og usårligheden. Men så alligevel...

Jeg kan blive så forskrækket. Der findes enormt meget grimt og uforståeligt vanvid derude. Mennesker kommer til skade, siger ubehagelige ting, mister livet eller blot besindelsen. Venner, politikere, guder og godtfolk er ikke til at regne med, og man kan end ikke vide sig sikker på en vejrudsigt. Men alligevel sidder jeg dér på min altan en hverdagsaften i maj 2014 med telefonen og taler med veninden, skriver sms'er med min mor og kæler for den tykke kat foran mig, mens jeg benoves en smule over, hvor fedt det hele er. Jeg er måske nok træt, frygter stress og håbløshed, men udfordres af nysgerrighed, glæden og mest af alt muligheden for at gøre en forskel for en hel masse mennesker i mit arbejdsliv. Jeg forundres over evnen til at rejse sig og leve igen. Jeg provokeres af højreorienteret uvidenhed og manglende vilje til at vælge "dig" fremfor "mig". Jeg ser frem til Rolling Stones på Roskilde og søsters Ph.d.-forsvar på mandag. Jeg griner af fordomme omkring "farlige narkomaner", Nørrebro og EU. Jeg ryster på hovedet af vildskaben i min ferie og weekendens vanvid. Jeg håber, at jeg ikke slider mig selv op.

Jeg elsker. Jeg er elsket. Jeg har venner. Jeg har mor, far og søster. Jeg har mine to nevøer, som jeg vil beskytte, elske og opgive alt for. Jeg har familie. Jeg ønsker inderligt, at alle, jeg møder, bliver bedre til at passe på hinanden. Selv dem, jeg bryder mig mindst om, bander jeg måske nok over, men ikke uden en ægte forhåbning om et godt liv (langt væk fra mig). Jeg fornemmer, at jeg på den mest forunderlige vis ikke har mistet kærligheden, som jeg fik i gave dengang i min barndom. Kærligheden til mennesker, verden, livet og vejen, vi endnu ikke kender.

Anna Bylov Kristensen
Sebastian - Nanna 

torsdag den 14. november 2013

Rygestop - Dag 25

Yep! It's true! Jeg har ikke røget eller for den sags skyld indtaget nikotin i freakin' 25 dage - jeg er så sej, at jeg knapt nok kan holde ud at være i egen krop. Det kører for mig! Styr på det! Jeg har det ad helvede til. Bedre dag for dag, men dog stadig ad helvede til. Det her har været langt mere vanvittigt, end jeg havde forstillet mig, og selvom trangen til smøgerne på daglig basis slår mig hårdt i hovedet, slår ubehaget ved en ny omgang afrusning mig endnu hårdere. Derfor frygter jeg også den dag, hvor jeg glemmer, hvor væmmelige disse uger har været; uden frygten for rygestoppet, vil jeg måske begynde igen?

De første 4-5 dage var langt hårdere, end jeg havde læst og hørt om. Min syns- og balanceevne var påvirket, og jeg følte konstant, at jeg var ved at falde forover. Jeg var irritabel, deprimeret og havde det slet og ret dårligt. Jeg kunne have slået alle de velmenende idioter, som mente noget som helst om mit rygestop, ihjel, og jeg ville allerhelst være hjemme under min dyne, hvor jeg følte mig sikker. Således sov jeg faktisk ret godt, og retrospektivt set ville jeg have haft godt af at tage fri.

6-12 dage inde i rygestoppet var jeg mildest talt chokeret. Så bindegal har jeg da fanderme aldrig været! Hyper, storflirtende, dårlig DÅRLIG korttidshukommelse, paranoid og med de sygeste tanker om alt muligt, jeg aldrig vil fortælle til nogen! Jeg havde endda en søvnløs nat, hvor jeg slet ikke kunne finde ro og følte mig som en noget yngre version af mig selv på kokain. Syg i potten, dér! Jeg fandt ingen lindring - uanset hvad jeg gjorde. Det lod sig simpelthen ikke gøre, og skulle jeg igennem dette igen, ville jeg bede min doktor om sovepiller til nætterne. Og dagene. Bum. Misbrugsbehandleren skal da abstinensbehandles! Lukket og slukket, tak.

12 dage til nu. Jeg har det bedre. Det kan jeg ikke komme udenom. Den anden dag var endda særligt vanskelig, fordi hovedparten af mit arbejde foregik ved en computer, hvor jeg i mine rygende dage virkelig forstod at hygge mig med cigaretter, musik og kaffe. Det er så slut nu, og det er røvsygt! Jeg savner således stadig at ryge, og jeg oplever hver dag bølger af trang, som jeg dog bliver bedre og bedre til at udholde. Hertil bør nævnes symptomer som pludselig udmattelse/hyperaktivitet, glemsomhed, svingende koncentrationsevne, kompulsiv ærlighed, lavt selvværd og identitetsforvirring! Men jo jo - jeg har det bedre!

Hvorfor overhovedet holde med at ryge, når jeg savner det så meget? Tja, jeg ku' sgu ikke holde til det, selvom jeg "kun" havde røget fast i 6 år. Jeg kunne mærke det på min krop og mit selvbillede, og jeg brød mig ikke om det, jeg så i spejlet eller mærkede indeni. Jeg har ikke anvendt substitutionspræparater, hvilket givetvis kun er vejen frem for de færreste. Jeg er desværre af en sådan støbning, at udviklingsprocesser helst skal gøre lidt ondt, være halvgale og næsten umulige at komme igennem, skal jeg tage dem alvorligt og ikke miste motivationen halvvejs. Men som tommelfingerregel vil jeg mene, at du ikke bør lide mere end højst nødvendigt, når du skal ud af en afhængighed - selv med foreliggende hjælp er det sgu slemt nok.

Jeg må sige, at jeg er chokeret, overrasket og noget nær mundlam her på dag 25; sidstnævnte siger i øvrigt en del, når det er mig, vi taler om! Jeg tror måske, jeg er blevet et andet menneske, hvor gakket det end ikke lyder. Jeg ligner mig selv, men jeg føler meget anderledes. Jeg tænker ikke, som jeg gjorde før, og pt. er jeg meget afventende overfor, hvad dette her skal ende med. Cigaretterne var en altid nærværende mulighed for at gøre enhver tanke, situation, handling, impuls og kropsfølelse bare en smule bedre, hyggeligere eller velkendt, end hvad egentlig gjorde sig gældende, og det har jeg mistet, hvilket mærkes. Jeg er mig. Uden (cigaret)filter. Hele tiden. På nær den ene episode hvor jeg fraveg mit valg om at undgå alkohol i rygestoppets første måned. Jeg blev nemlig knaldhamrende beruset til Danish Music Awards, hvor jeg ellers skulle være megalækker og VIP-agtig, og endte med at tilbringe natten i fosterstilling på venindens sofa, fordi jeg ikke var opmærksom på, at alkohol optages hurtigere i blodet, når man ikke ryger. Flot, Kristensen. Ét er, at jeg ikke længere ryger, men skal det også betyde, at jeg bliver pinagtigt teenagestiv, nærmer jeg mig alkohol, står verden altså ikke længere!

Jeg tror desuden, at cigaretter er mere stemningsændrende end som så. Jeg tror, at opfandt vi cigaretter i dag, ville de blive klassificeret som et rusmiddel på lige fod med så meget andet. Jeg tror, at jeg lige nu - til en vis grad - er ved at blive til den person, jeg var, inden jeg begyndte at ryge. Ikke en velkommen forandring, skal jeg hilse og sige, og jeg er meget lidt forberedt på genaktiveringen af den gak, jeg erindrer fra tiden, inden jeg forlod Aalborgs gader, flyttede længere ned i jydelandet og begyndte at ryge. Jeg bærer på forhånd over med mig selv, hvis jeg om et stykke tid, kigger på det, jeg lige har skrevet og opdager, at jeg blot var grænsepsykotisk og ramt af senabstinenser af hidtil ukendte dimensioner og i virkeligheden ikke har forandret mig en skid. Jeg vil også være lettet.

Jeg er i øvrigt ikke blevet ramt af frelstheden, som jeg, da jeg var ryger, havde det svært stramt med og derfor frygtede at pådrage mig. Det er nok godt nok, da jeg ellers ikke ville kunne passe mit job; kort fortalt er jeg i 50% af min arbejdstid udsat for passiv rygning i et omfang, der gør krydset Jagtvej/Tagensvej til en lokation, hvor man vil lade spædbørn sove til middag. De mennesker, jeg skal agere en støtte for i mit job,  ryger som regel smøger (plus det løse), og det må du altså leve med, skal du gøre dig forhåbninger om samvær af mere end fem minutters varighed. Jeg oplever på den baggrund selvsagt rygetrang langt oftere, end jeg ville have gjort, kunne jeg undgå andres røg, men det er til at holde ud og var taget i betragtning, inden jeg stoppede, så det ikke senere kunne bruges som en undskyldning for tilbagefald eller blot dalende motivation. Det generer mig i øvrigt mindre dag for dag. Når det er sagt, er jeg måske af nok alligevel blevet lidt røgsky (<--fuck, bedste ordspil ever!). Så sent som i dag måtte jeg eksempelvis forlade et lokale, skynde mig på lokummet og kaste op, fordi lugten af gammel, indgroet nikotin fra en person i nærheden overvældede mig, og jeg har hertil erfaret, at jeg får kvalme i fx biler, der lugter af gammel, fedtet nikotin, men det er ikke med vilje!

Det er mit andet rygestop. Første gang varede det vist 8 døgn og var en helt anden oplevelse, fordi jeg tyggede tyggegummi og brugte inhalator. Jeg var heller ikke lige så motiveret, som jeg var i denne omgang. Men holder det? Aner det ikke - har svært ved at rumme, at jeg aldrig skal ryge igen, og det føles mildest talt naivt at tro på det, selvom jeg egentlig gør det - altså tror på, at jeg er færdig med at ryge. Jeg vil jo ikke være ryger længere og sætter pris på, at mit hjem lugter bedre, min hud er pænere samt en pludseligt opstået evne til at lugte, når en lille dreng spiser agurk på et af de forreste sæder i bussen, selvom jeg sidder helt nede bagest. No joke! Jeg bilder mig ikke længere ind, at jeg ser fransk og sofistikeret ud med en smøg i kæften - jeg er nordjyde og kan ikke slippe afsted med hverken hår under armene, rødvin til frokost eller smøger. Det er erkendt!

Kryds fingre for mig - jeg vil gerne blive ved med at holde op.

Anna Bylov Kristensen

fredag den 27. september 2013

Styrke, Håb & Det hjerteligste ønske om alt godt


Jeg ønsker dig alt det bedste, kære menneske. Held og lykke.

torsdag den 19. september 2013

Status, Spotify & Lidt af hvert

Øj, hvor skriver jeg ingenting mere. Jeg savner det, men når jeg kommer hjem fra arbejde, har jeg ikke længere to sammenhængende tanker tilbage i krydderen, hvilket ikke tager sig heldigt ud på skrift, medmindre man har en underlig glæde ved at iagttage en skizofren i heftig diskussion med sig selv - og så er man jo syg. Men nuvel, en status må der til. Mest af alt for min egen skyld, da ingen læser noget herinde længere, hvilket ikke kan undre, da der jo ikke er noget at læse. Go figure.

Spotify:
Er jeg nærmest afhængig af. Jeg har 28 playlister, hvilket jeg føler mig sært stolt af. På den baggrund kan det antages, at der ikke sker skidemeget i mit privatliv. I så fald antages det korrekt.

Misbrugsbehandling:
Det arbejder jeg stadig med og er glad for det. Meget glad. Meget travl. Efterhånden lidt slidt. Der er så meget kaos i den verden, og hver dag undrer jeg mig over et samfund, hvor vi ikke formår at hjælpe de, der har brug for det, fordi vi tænker i kasser. En borger kan koste uanede mængder af penge, fordi vi er sygt dårlige til at arbejde sammen på tværs af forskellige regi.

"Hvis Per er skizofren, hører han til i psykiatrien"
"Ja, ja - megaskizo dér, men han ryger jo pænt meget hash"
"Hash! Så er det derfor, han er skizo. Tilbage til misbrugsbehandling med ham"
"Puha, han er sgu for dobbelttalende til dem, og så er han røvkriminel"
"Kriminel??? Hvor er kriminalforsorgen????"
"Det ved ingen"
"Hvornår kan vi holde et møde med Per"
"I al fald ikke på mandag for der skal han på jobcenteret"
"Jobcenteret?? Han er jo skizofren!"
"Ja, men han er ikke førtidspensionist, så han skal på jobcenteret"
"Hvem følger ham derhen?"
"En hjemmevejleder fra socialcenteret, måske?"
"Måske, det er ikke til vide"
"Vi må finde ud af det på et tidspunkt, i mellemtiden skriver jeg i hans journal, at vi talt om ham"
"Ok, i øvrigt tror jeg, at han er indlagt for noget med benet, der ikke er der"
"Det er fint - så har hospitalssektoren styr på ham"

Så egentlig er det ikke "mine" vilde og gale narkomaner, jeg bliver gråhåret af, men det offentlige Danmark som er så pishamrende firkantet, at disse mennesker umuligt kan passe ind i det. Pengene er der, men vi forvalter dem helt ad helvede til.

Arthur:
Min kat. Han har det godt, og vi sover stadig sammen om natten, efter Alfa er død.

Weekend:
Dødensfarlig tingest! Det burde ikke være muligt at spise, sove og se så mange serier på så kort tid! Forsøger at bilde mig selv ind, at jeg flader så voldsomt ud, fordi jeg har brug for det, men i virkeligheden tror jeg, det handler om, at jeg ikke er skidegod til at gøre noget, hvis det ikke involverer en eller anden form for forpligtelse overfor andre. Bum bum bum.

Valby Down Town:
Lejligheden er stadig under ombyggelse. Alt er noget rod, stikkontakterne falder ud af væggen, og jeg venter utålmodigt på, at to bådsnedkere får smækket et gigantisk skab op i mit soveværelse, hvilket blev en mulighed, da unavngiven stævning aldrig førte til retssag. If you seek Amy. Men jeg er fanderme glad for at bo her!

3 års planen:
1. år. Økonomi: Tjek
2. år. Helbred: Delvist tjek - tabt 7 kilo siden juli, opstarter rygestopsgruppe næste måned og har en målsætning om at løbe en halvmarathon til sommer, inden jeg bliver 32.
3. år: Rejse & åndelighed: Afventer.

Således begiver jeg mig stille og roligt op igennem Marslows behovspyramide og satser på at nå toppen inden for overskuelig fremtid.

Pårørendebehandling:
Den anden og nyere del af mit arbejde; nemlig arbejdet med pårørende til misbrugere, som jeg er særdeles glad for. Jeg er selv pårørende, og hvem er egentlig ikke det? Sundhedsstyrelsen anslår, at vi har rundt regnet 500.000 misbrugere derude, og kender de hver 6 mennesker, kan vi fluks inkludere den halve befolkning i kategorien af pårørende til misbrugere. Det er jo ikke så få, og der mangler hjælp!

Familien:
Ser jeg ikke nok.

Mac:
Med 3 Iphones, 1 Macbook og 1 Ipad ser jeg en spirende afhængighed. Lad være med at spørge til telefonerne - suk!

Ernæring:
Jeg er sygt vild med skyr. Det er jo nærmest som at få lov til at spise uanede mængder af creme fraiche! Derudover har jeg pumpet mit kalorieindtag op som ind i helvede - og ja, jeg spiser stadig kulhydrater. Masser af kulhydrater! Her vil jeg i øvrigt påpege, at disse forhadte størrelser er med til at gøre os nogenlunde afbalancerede i knolden, så når Fitnessfantaster fortæller, at de nu kan sidde oppe og arbejde til klokken 4 om natten og arbejde, fordi de ikke længere spiser kulhydrater, har de ret. De er nu maniske, og det skal de vel ha' lov til. Du skal sove om natten, dit fjols!

Gummistøvler:
Jeg har lige fået nye. Af mit arbejde. Sådanne fordele har man nemmerlig, når man arbejder i felten!

Politik:
Forza Rosso.

Venner:
Har jeg faktisk ikke i bunker, men dem jeg har, elsker jeg inderligt.

Klienter:
Dem kan man ikke beskrive dækkende. Vilde, gale, ulykkelige, skønne og mest af alt menneskelige. Der lyves, bekendes, rases, grædes, skades og kæmpes, og jeg er ydmyg. Jeg ville aldrig overleve i deres verden, og det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at vise dem, at der er plads til dem i min. Hertil ville jeg ønske, at den almindelige dansker vidste lidt mere om sygdommen afhængighed. Det ville hjælpe alle!

Netflix & HBO:
Jesus & Maria. Farligt!

Uddannelse:
Jeg er i gang med at færdiggøre en uddannelse som kognitiv terapeut, hvorefter jeg i følge planen skal uddannes til at undervise i noget så farligt som Håndtering af antisociale personlighedstræk. Gud ved, at praksiserfaringen her er på min side!

Drømme:
Jeg håber, at jeg en dag bliver så rig, at jeg kan købe mig et lille nedlagt landbrug, en bil og en hønsegård. Og solceller! Derudover drømmer jeg om en road trip i USA den kommende sommer. Og ferie i sidste halvdel af december! Og knælange Dr. Martens! Og, og, og...

Uheld:
Jeg tog et styrt og slog mit hoved for ikke så længe siden. Det gjorde ondt.

Skriveri:
Som sagt blogges der sjældent, men rent faktisk går jeg og fifler med lidt nedfældning. Det handler om Rune, der bor på Amager.

Lige nu:
Spiller min Spotify Beverly Hills 90210-theme, mens jeg sidder i min sofa sammen med Arthur og min dyne.

Tanker om fortiden:
Der var sgu nok en mening med det, men skulle jeg vælge om, ville jeg ikke gøre det igen. Vi lever med lortet, men vi takker ikke.

Spiseforstyrrelse:
Pokkers også! Stregen i min regning. Som en alkoholiker har det med alkohol, har jeg det med mad. Jeg kan og må ikke glemme, hvad der kan ske, er jeg ikke opmærksom på, hvad fanden jeg roder med, når det gælder kost og motion. Derfor kan jeg ikke glæde mig betingelsesløst i forbindelse med min nylige udvikling. Aben på skulderen hvisker, og jeg skal huske at bede den om at holde kæft. Samtidig ved jeg, at det er sådan, det må være, og det skal nok gå fint.

I morgen:
Har jeg tænkt mig at være sammen med smukke Jannie og tage i Tivoli for at høre den sidste Fredagsrockkoncert. Så var der også lige noget med arbejde...

Fremtiden:
Den tegner lyst, skal jeg selv sige det. Jeg er grundglad. Life is a highway

Anna Bylov Kristensen