Overeksponerede enkeltsager, Effekten på de mange & Til Gavn for de få

Når Berlingskes Tom Jensen bekymrer sig over, hvorvidt vi er ved udvikle os til en stat, som baserer meningsdannelse og lovgivning på ekstreme enkeltsager, synes jeg, han har en meget vigtig og desværre overset pointe. For selvom vi i de seneste år har oplevet flere - eller blot har haft øget fokus på - voldsomme overgreb på børn, svigtende forældre og mulige manglende redskaber hos kommunerne til at håndtere sådanne situationer med, er der stadig tale om enkeltsager i den forstand, at de - sammenlignet med andre sociale problemer - forekommer yderst sjældent.

Når vi indenfor sociologien udvikler statistisk materiale, er det tilladt at se bort fra ekstremer. Ikke overse dem, ikke slette dem eller kalde dem fejlagtige, men blot se bort fra dem, når eksempelvis gennemsnit og dets lignende skal beregnes. Står jeg for eksempel med 500 børnehavebørn, hvor tre af dem spiser 1 kg. ren sukker om dagen (sikkert ikke sandsynligt, men se venligst bort fra det), mens resterende spiser 10 gram, må jeg i en gennemsnitsberegning gerne undlade at indbefatte de 3 førstnævnte, fordi de simpelthen vil skævvride billedet for meget i henhold til virkeligheden, hvorved det vil se ud som om, det gennemsnitlige børnehavebarn dagligt spiser 50% mere sukker, end det egentlig gør sig gældende. Et korrekt resultat vil i stedet gengive, at mindre end 1% af de 500 børnehavebørn spiser mere end 10 gram sukker om dagen.

I Danmark medtager medierne i høj grad ekstremerne, når de iscenesætter en nyhed, og de er sjældent opmærksomme på at oplyse befolkningen om, at det fulde og dermed korrekte billede af virkeligheden er knapt så dramatisk. Det har skam positive konsekvenser: Vi er som nation meget opmærksomme på, at alle skal have det godt, og vi er derfor villige til at gå den ekstra mil for enkeltsagerne, som sikkert er nødvendigt, skal vi dæmme op for problemerne. Sammenligner vi os med USA, har vi eksempelvis mindst dobbelt så meget mediemæssig fokus på kriminalitet set i forhold til den faktisk begåede kriminalitet, hvilket meget muligt kan have en præventiv virkning, fordi vi simpelthen tager vores forbehold, førend de er nødvendige. Men samtidig kan det også påvirke os til at tage beslutninger, som muligvis vil gavne de få, men desværre yde skade på de fleste. Det være sig ikke blot på børne- og kriminalitetsområdet, men på en lang række forhold, hvor det udsatte mindretal ufrivilligt kommer til at diktere vilkårene for det frie og velfungerende flertal.

Skal al prostitution eksempelvis forbydes, fordi der findes sexsælgende kvinder, der er ofre for menneskehandel? Skal mandlige pædagoger overvåges, fordi der findes få eksempler på mandlige pædofile i de danske institutioner? Skal alle unge mødre fordømmes, fordi der findes teenagemødre, som ikke formår at løfte deres ansvar? Skal stemmeret til alle unge under 18 gives, fordi der findes en vis del unge, der ved, hvad de taler om, når det gælder politik? Skal alle sosu-assistenter holdes i kort snor, fordi nogle få af dem er blevet taget i at svigte deres profession? Er unge med anden etnisk herkomst end dansk virkelig mere kriminelle end etniske danskere, ser vi på det samlede billede i stedet for det, som er tegnet af en undersøgelse udelukkende udført i hovedstadsområdet? Svarene er faktisk slet ikke så svære at finde frem til, hvis vi blot forelægges de korrekte oplysninger/den egentlige virkelighed at tage beslutninger udfra.

Et problems omfang må og skal være afgørende for, hvordan vi håndterer det, og vi har her meget tilbage at ønske fra de instanser, som bør klæde os vidensmæssigt på. Enhver undersøgelse kan nemlig købes, drejes og vendes - selv dem fra vores elskede Gallup, Rambøll etc. - og ligeså let er det at fremstille givne resultater efter egen dagsorden. Jeg kan rent faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set en statistik i de danske medier, som jeg har fundet troværdig, hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg er uddannet til at være kritisk overfor sådanne, hvilket de fleste ikke er - og ej heller skal være. Men faktum er desværre, at sandheden har mange ansigter. Jeg ville på den side ikke lyve, indregnede jeg de tre "ekstreme" børn i mit sukkerindtagelsesgennemsnit, men når jeg på den anden side gengiver et billede, der fælder dom over de mange, når dommen kun bør gælde de få, burde jeg tie fremfor tale. Eller i det mindste tilføje en oplysende fodnote.

Anna Bylov Kristensen

En rigtig kvinde, En rigtig leder & En rigtig fordom

Hos Information kan man læse, at moderlighed, femininitet og typisk antagede kvindelige karaktertræk ikke er forenelige med den generelle forestilling om "en rigtig leder", hvorfor den kvinde, som ønsker at besidde en lederposition, klogeligt fralægger sig sådanne tendenser, så hun i stedet fremstår stærk og målrettet - som en mand. Herunder indikeres en unaturlig påtagethed, som kvinden nærmest er tvunget til at bøje sig for, vil hun tages seriøst som Chefen for det hele. Noget er tydeligvis galt - det kan man uden en kandidateksamen i samfundsvidenskabeligt vrøvl læse sig til - kvinder kan åbenbart ikke være "rigtige kvinder", vil de også være "rigtige ledere" i det danske samfund. Violinerne spiller, og røven går.

Forsøger Louise Vogdrup-Schmidt at påvise kønsdiskrimination, gør hun det godt. For aldrig har jeg da overvejet, at det er galt, hvis jeg ikke er "kvinde" på mit arbejde. Hvis jeg glemmer alt om uforbeholden kærlighed til mine nevøer, svoger og søster, Sex and the city og den kjole, jeg bare MÅ eje, mens jeg sætter kommaer, skriver reklametekster og forsøger at lære et og andet om kodning af indviklede hjemmesideplatforme. Ikke før har jeg tænkt over, om den konsulent, jeg taler med hveranden dag, tænker, at jeg lyder som en mand, når jeg beder ham om at skynde sig eller rette et eller andet, jeg ikke mener, han har gjort helt, som vi aftalte. 

Men hvornår fa'en er det blevet galt, at jeg ikke er kvinde, mens jeg arbejder, men bare er Anna? Rent faktisk kan jeg slet ikke rumme at være superkvindsk og professionel samtidig. Det vil simpelthen være unaturligt for mig. For ansvar, overblik og stress kalder på alt andet end mine følelser og såkaldte kvindelige karaktertræk. Sådanne kan jeg vel dyrke, når jeg har fri, men det er åbenbart galt? Gud fri mig vel, vil en eller anden venligst spole båndet frem til 2012?

Jeg er ikke kvinde på mit arbejde. Jeg er bare på arbejde, og er det en god dag, koncentrerer jeg mig udelukkende om det. Det er ikke påtaget; det er som skrevet naturligt, og skal jeg være anderledes, vil det kræve, at jeg ikke arbejder, men får betalt livets ophold af en barmhjertig samarit. For så skal jeg sgu da nok vælte mig i hjemmebag, figuroptimerende klæder, neglelak og damemagasiner.  Og nej, der er ikke en mand eller et maskuliniseret samfund derude, der tvinger mig til at indgå i menageriet på mænds præmisser. Det er sådan, jeg er, når jeg skal tjene penge eller for den sags skyld flytte om i min lejlighed, som jeg gjorde den anden dag, hvor jeg i baggy jeans, kondisko og JBS-undertrøje kampsvedte, mens jeg forsøgte at placere 6 reoler ovenpå hinanden. Det lykkedes, men jeg må erkende, jeg ikke var skidemeget kvinde samtidig. Blot en svedig dansker, der fik en reol eller to i hovedet.

Er den virkelige fordom, at vi - os kvinder - har det forfærdeligt, hvis vi ikke får lov til at dyrke vores køn? Som i en art konstant mentalonani, hvor vi kan føle os anerkendte som dem med bryster, PMS og følelser og samtidig som værende kompetente hjerner? Det har jeg overhovedet ikke behov for. Mine nærmeste skal nok sørge for at anerkende mig for det første, mine professionelle kontakter tager sig af det sidste. Jeg tror da heller ikke, min kæreste går på arbejde med behovet for at blive anerkendt som en rigtig mand samtidig - han går bare på arbejde. Men måske skal vi spørge ham - eller dem, mændene - føler I jer anerkendte for at være i besiddelse af jeres kønshormoner og ikke mindst kønsdele, når I udarbejder billeddokumentation på byggepladserne eller analyserer urinprøver på hospitalerne? Hvis ikke er jeg sikker på, at spaltepladsen hos Information er jeres.

Anna Bylov Kristensen

Facader, Følelser & Alt det andet rod

Den anden dag sagde en veninde til mig: "Jamen, Anna, sådan går det jo altid, når man gemmer sig bag en facade", da vi talte om, at jeg muligvis er lidt for stresset, lidt for irritabel, lidt for svingende i mit humør og lidt for meget alt muligt. Jeg reagerede umiddelbart ved at sige: "Jeg har da ikke gemt mig bag en facade. Jeg skjuler da ikke, hvad jeg føler. Det gør jeg da ikke. Overhovedet ikke". Da vi lidt senere afbrød samtalen, tænkte jeg: "Eller gør jeg?". Og det har jeg nu overvejet i nogle dage, og møgkællingen - skrevet med al kærlighed - har jo ret, hvilket jeg slet ikke er meget for at indrømme, for sådan vil jeg ikke være, men som Stones så ofte minder mig om: "You can't always get what you want", hvorfor jeg vel hellere må erkende: Lige nu er jeg bare ikke den, jeg gerne vil være.

For ikke så længe siden var jeg, men forskellige ting har medført, at jeg er blevet forsigtig, usikker og tvivlende på min egen gøren og laden. Det er sket næsten umærkeligt, alt imens jeg har forsøgt at sætte den ene fod foran den anden i livet fremad, men i stedet for at ende et sted jeg gerne vil være, står jeg nu og klør mig lidt forvirret i garnet og har lyst til at undskylde overfor venner, kæreste og familie, mens jeg hovedrystende hvisker: "What the fuck happend?!". Var udgangspunktet forkert? Tog jeg mere skade af sære oplevelser, end jeg indså? Hvorfor blev jeg så alvorlig? Er alvoren i virkeligheden kærkommen? Er jeg bedre nu, hvor jeg træder varsomt? Desværre ikke, hvis jeg selv skal svare. Jeg er drønkedelig og minder mest af alt om en, der med længsel afventer sin pension.

Jeg kan ikke helt gribe om, hvad den facade, jeg har smækket på mig selv, er gjort af. Måske en distance til alt personligt. Jeg kan jo ikke undlade at se, at politik lige pludselig har sneget sig ind i mine hverdagsovervejelser, mens jeg skyder navlepilleri til side og tænker, at det må jeg tage fat på, når jeg engang har tid. Faktum er blot, at jeg rent faktisk har tid - en tid, jeg desperat forsøger at undgå at være i besiddelse af ved at lede efter et eller andet "fornuftigt" at give mig kast med, om det så er rengøring, arbejde eller tøjvask. Det er vist snart på tide, at jeg sætter mig ned og glor ud i luften et par dage i træk og forsøger at finde de følelser frem, jeg egentlig helst vil pakke ned sammen med alt det andet rod, der står gemt bag stuens lamelgardiner og venter på at imødegå en mørk skæbne i mit kælderrum. Et fint kælderrum iøvrigt, som er hævet så tilpas langt over jorden, at vandskader ikke har en kinamands chance for at nå det, men sikkert ikke så fint, at man skal opbevare følelser dernede.

Anna Bylov Kristensen

Love in a Trashcan

Kriseramt økonomi, Forståelse & Medmenneskelighed

"Jamen, skat. Du kan da godt finde tid til lige at smutte ned i Fakta", dristede min kæreste sig til at sige, da jeg for en uges tid siden bekendtgjorde, at jeg fandt det fandens svært at nå selv simple ting såsom indkøb. Min respons var nogenlunde som følger: "Du skal bare OVERHOVEDET IKKE sige, "jeg bare lige kan finde tid" til noget som fucking helst. Orker sgu næsten ikke at gå i bad. Så kan du ikke bare sige, det er træls for mig, hva? Bare en lille bitte smule træls??? Kan da ikke være så pishamrende svært!", hvorefter jeg sikkert begyndte at tude i bar' hysteri. Det er nemlig sådan, jeg gør, når jeg ikke er i besiddelse af overskud, og mine nærmeste af ufattelige årsager ikke kan tankelæse sig frem til det, jeg har brug for at høre. Ikke et reaktionsmønster, der gør mig videre stolt - nok nærmere flov - men det får mig dog alligevel til at tænke over, hvad jeg har behov for, når jeg ikke kan få et og andet til at hænge sammen.

Min kæreste er meget konstruktivt anlagt. Har vi et problem, lægger han en plan. Den udfører vi, og så er problemet løst. Det virker superfint for mig, taler vi om malerarbejde i min stue eller aftensmad, men desværre ikke, når det gælder følelser. Mine ukonstruktive, opponerende, til tider stressede og belastende emotioner ophører nemlig ikke med at eksistere, medmindre en eller anden eller jeg selv kan finde ud af at sige: "Det kan jeg ved GUD godt forstå" og helst med en vis portion overdrivelse af forståelsen, så jeg virkelig føler mig set, hørt og anerkendt. Vanvittigt banalt og måske også plat, men ikke desto mindre sådan jeg er og altid har været. Jeg fungerer bare ikke godt med en opsang, et kærligt spark bagi og alt det dér, man ellers plejer at lægge for dagen, når man vil have en ynkelig person til at tage sig sammen.

Derfor har jeg også et særdeles kvalmt forhold til samtidens debat, hvor politikere, borgere og meningsdannere generelt skælder ud på såkaldt krævementalitet og vores antageligt eksisterende tendens til at tage "det gode statsbetalte liv" for givet. Eksempelvis fik den unge Sofie, der for nogle uger siden skrev et indlæg til Politiken omhandlende det ikke just højtbelagte liv på SU, sig én på hatten af offentligheden, fordi hun savnede en smule forståelse for den økonomiske situation, hun oplever at stå i. Altså ikke flere penge i SU eller billigere bøger, men blot: Forståelse. Den fik hun ikke.

Godt, jeg ikke er Sofie, som jeg ellers kan forholde mig så udmærket til, da min økonomi under studierne mindede en del om hendes nuværende. For i modsætning til Sofie skulle jeg heldigvis ikke lide under et helt samfunds behov for en at skælde ud. Dengang - for blot 3 år siden - var der nemlig masser af forståelse at hente, når jeg frøs, fordi jeg slukkede for varmen i vintermånederne i forsøget at spare lidt penge eller var ked af, jeg ikke havde råd til en ny kjole, når jeg ind imellem skulle i byen. "Livet på SU er ikke let, men det skal nok gå. Du er trods alt igennem det meste", hørte jeg ofte, og det var sådan set alt, jeg havde brug for. At blive forstået. Men nu er en studerende tilsyneladende ikke bare økonomisk besværet. Han eller hun er også blevet fattig på andres forståelse. Man må erkende, at krisen virkelig har ramt os.

Når jeg trods kvalme deltager eller blot kigger med i nævnte debat, tænker jeg ind imellem over, hvad vi mon vil med al den vrede og skælden ud. Får vi flere arbejdspladser på den måde? Fordrer vi troen på os selv, hinanden og fremtiden? Ranker Sofie ryggen, fordi hun nu ved, at mange danskere ikke har en knivspids forståelse at give hende? Bliver du mere udholdende, motiveret og opsat på at kæmpe videre, des flere slag, spark og skældsord du får i nakken? Gør du? Jeg gør ikke. Jeg føler mig som en fiasko, der åbenbart er så ubegavet, at jeg har det svært ved noget, andre ikke engang kan forstå. Så er man jo tydeligvis en taber sammenlignet med det udskældende flertal, der er meget bedre til det hele, end jeg er. Det må de jo være - ellers ville de vel ikke være så utilfredse med min indstats? Men jeg er desværre ikke som de seje på film, der bliver stærkere jo mere modstand, de får. Jeg bliver bare ked af det og føler mig tom indeni.

"Vi må løfte i flok og tage et fælles ansvar. Så hold op med at klynke", siger politikere og meningsdannere. For vi skal tage os sammen, skal vi. Jeg gør personligt, hvad jeg kan, så vil I ikke nok gøre det samme? For mig at se ser det nemlig ud som om, I gør det modsatte med al jeres kaglen og pegen fingre. For hvor yder I, når I skælder Sofie ud? Hvor løfter I skulder mod skulder, når I ikke engang har forståelse for dem, der er trætte, men gør det så godt, de kan? Hvordan skaber I et incitament til at knokle for vores fælles fremtid og samfund, når I lige nu er godt igang med at smadre al lyst til deltagelse? Det er mig grundlæggende ubegribeligt. For det første forstår jeg ikke,  at man kan være så dum at forveksle sin egen nedladende retorik med  reel samfundsindsats. For det andet kan jeg i min vildeste fantasi ikke rumme, at vi er blevet så smålige og mentalt fattige, at presses vores økonomi, går vores medmenneskelighed samme vej og endda i et sådant omfang, at vi er villige til at give køb på simple ydelser som forståelse, empati og overskud til et klap på skulderen til de, der har brug for det. Som skrevet: Krisen har virkelig ramt os.

Anna Bylov Kristensen

Smerte, Tanker om fortiden & Respekt

I et sekund nu og da går det op for mig, at den smerte, jeg engang følte, ene og alene var min. Deraf tomheden. Ingen andre delte den, skal jeg udtale mig med sikkerhed, og jeg kan kun gisne om, at der muligvis sidder en eller anden et sted derude og lige nu må opleve det, der for efterhånden mange år siden fik mig i knæ. Men i så fald gør det mig ondt. Jeg ville ønske, jeg kunne have advaret dig og bedt dig om at gå en anden vej, men du ved - ligeså godt som jeg - at du ikke ville have valgt anderledes. Så nu står du med konsekvenserne, og de gør ondt. Pokkers ondt. Det går over. Det lover jeg.

Kærlighed gør ikke blind. Kærlighed gør godt, og den har aldrig været spildt dér, hvor den har været. Men ind imellem sker det, at grænsen mellem kærlighed og kamp udhviskes. Vi begynder at kæmpe for det, vi havde, fremfor det vi reelt set har mulighed for at opnå, og vi ænser det end ikke. Derfor kommer vi for langt ud. Derfor vågner vi først op, når smerten kvæler al lyst til at smile, børste tænder og spise morgenmad. Derfor ender vi et sted, hvor vi leder efter svar hos de, vi tror, besidder dem.

Jeg har ikke dine svar. Jeg kan kun sige, hvad jeg tror. Jeg tror, du er et godt menneske, der kæmpede som ind i helvede. Jeg tror, du er mere, end han nogensinde vil formå at blive. Jeg tror, du var det hele værd. Han kunne bare aldrig nøjes. Ikke fordi, du ikke var "nok". Ikke fordi, du ikke var sød, dejlig og smuk, men fordi du er et menneske, der aldrig nogensinde bliver andet end det. Almindelig, varm og elskende - alt for de fleste, men bare ikke lige for ham. For han er ikke som de andre. Det er jo også derfor, du elsker ham. Har man ham, er man i sandhed enestående: Den, der kender bedst. Den, der forstår. Den, der ser bag facaden, som andre antager som sandheden. Den, der har værdi, fordi man er tættest på. Jeg forstår. Af hele mit hjerte. Men der er desværre en regning at betale, og den er stor.

Dine kompromisser, dine blinde øjne og din selvrespekt. Disse blev din valuta, som du betalte ham for midlertidig anerkendelse i bytte. Du kunne ikke have gjort noget anderledes. Jeg ved, du gav alt, du havde i dig. Men det handler ikke længere om ham. Kun om dig. Han er ligegyldig, du er ikke. For du har håbet. Håbet om, at verden en dag ser anderledes ud, selvom alt lige nu er et kaos af smerte og bristede illusioner. Hold fast i det - dit håb - det skal nok gå, selvom det tager tid.

Du har min respekt. Jeg ønskede, det stoppede med mig, og jeg føler nederlag nu. Jeg ville gerne have gjort en forskel, så du aldrig skulle stå i den situation, du står i nu, men så vigtig var jeg ikke. Din smerte er min. Du fortjente det ikke, og jeg håber, du snart formår at bladre om på den side, der er startskuddet til det næste kapitel i dit liv. Jeg garanterer dig, det venter på dig et sted derude.

Ind mellem tænker jeg, at man på et tidspunkt må have betalt nok af på "Livets regning". Om man så er 26, 30 eller 57 år gammel. Desværre har jeg endnu ikke fundet nogen, der vil give mig den garanti og sikkert med god grund. Livet bliver nemlig aldrig retfærdigt, og forventer man det, bliver man skuffet. Men - det er trods alt det hele værd. I hvert falde ind imellem, og jeg håber, du forstår, at der er en vej frem, som venter på dig, når du engang er klar. Som sagt: Du har min respekt. Uforbeholdent. Hang on.

Anna Bylov Kristensen

Love Shop - Copenhagen Dreaming

Idealisme, Transcendente mål & Hård opgave forude

Nytårsaften havde jeg en ikke så lidt kompliceret samtale med en af min kærestes bekendte. Kompliceret på grund af en mindre diskret beruselse, som vi begge var ramte af, men ikke desto mindre en samtale til eftertanke på det personlige plan. Han, min samtalepartner, fik sagt noget lignende: "Anna, man er jo bange for dig. Du har alle mulige og umulige idealer, og alligevel kommer du dér og fortæller historier, hvor du virkelig har lavet lort i den. Undskyld, det er ikke for at provokere". Den var jeg qua alkohol og manglende forståelse lige nødt til at summe lidt over, for jeg forstod faktisk ikke, hvordan jeg på nogen måde skulle kunne opfatte det som en art provokation. For det er jo rigtigt. Det er sådan, jeg er: Fyldt med idealer og et utal fuck-ups på bagen, og det er vel det, jeg håber, folk ser, når de møder mig.

Havde jeg ikke mine knapt så yndige beretninger med mig, ville jeg ikke føle mig kompetent til at udtale mig om noget som helst - hverken som privatperson eller sociolog. Teori kan tage mig langt, men aldrig føre mig til virkeligheden. For at vide noget som sociolog, psykolog eller læge om spiseforstyrrelser er én ting. At vide noget om spiseforstyrrelser, fordi man selv kæmper med dem, er en anden. Ligeså med andre givne problematikker. For mig gælder det, at mine holdninger ikke har berettigelse, førend jeg er i stand til at basere sådanne på et empirisk grundlag. Og helst et personligt ét af slagsen.

Men når det er sagt, kan jeg godt se, ovenstående immervæk må skabe en vis forvirring og spørgsmålet: "Hvor har vi hende egentlig?". For er jeg en fordømmende idealist eller bare helt, som jeg går og står - med fejl og det hele molevitten? Mest det sidste, men med idealismen i behold, håber jeg. Jeg ser det ikke som en skam, at jeg ikke er i stand til at efterleve mine idealer. Jeg kan jo blot forsøge, og det gør jeg det bedste, jeg har lært. Jeg vil gerne være et bedre menneske. Jeg vil gerne hjælpe, og jeg vil gerne lade være med at være en elefant i min egen glasbutik, men jeg kan desværre ikke altid finde ud af det. Som sagt: Jeg kan blot forsøge.

Det nu forgange 2011 blev året, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen af Politiken blev kåret som årets idealist. Desværre er "idealist" mest af alt et skældsord, som skal få os til drage associationer til utopi, fri fantasi og mangel på fornuft, hvorfor det nok ikke er den titel, Schmidt Nielsen er mest stolt af. Det er ærgerlig. For er der noget, vi mangler, så er det idealisme - især i disse tider, hvor vore egne jordnære mål som den gode økonomi, sammenhold i familien og ønskejobbet er svære størrelser at lægge ned. Med det taget i betragtning tror jeg, det er sundt for os at stræbe efter noget andet - noget, der kan give os en følelse af mening, selvom vi ikke umiddelbart selv står i den. Jeg tror således, vi har godt af at tragte efter transcendente mål, selvom vi ikke umiddelbart selv har redskaberne til at nå dem.

Gandhi, Jesus, Harry Potter og Mother Theresa er og var også idealister. Med bibel, Buddha og kost i hånden havde de som misson at ændre verden til det bedre, selvom det måske ikke var dem muligt, så man realistisk på skidtet. De satte mål, som de umuligt kunne indfri, hvilket Schmidt Nielsen sikkert også gør ved at kæmpe for et klasseløst samfund funderet i menneskets evne og vilje til at yde mere, end det modtager. Undertegnede er ingen undtagelse. Jeg håber på rygrad, selverkendelse og evne til at ombringe fornuft til handling for alle, uagtet jeg selv har så pokkers svært ved at administrere netop det. Dobbeltmoral? Det håber jeg ikke. Blot et ønske om at blive bedre, selvom ligene i lasten kunne indikere en hård opgave forude.

Anna Bylov Kristensen