9½ Weeks, Berusende forelskelse & Det symbiotiske parforhold

Så fik jeg endelig set "9½ Weeks" hvilket jeg længe gerne har villet, selvom den ikke ligefrem er et "must see" i min generation. Jeg forventede qua filmens rygte en halvfræk film med masser af mentalitet fra 80'erne og New York'er-stemning, og det fik jeg sådan set også - endda med den bonus, at Kim Basinger og Mickey Rourke begge var drønlækre at se på - så langt, så godt. Men jeg blev trist af at se den. Den levede op til de helt forkerte fordomme og efterlod mig med billedet på, hvorfor forhold så tit går i vasken.

Filmen udspiller sig på en særdeles seksualiseret scene, hvilket måske er ganske udmærket, hvis man søger at portrættere kønnenes relation til hinanden. Mickey Rourke indeholder i filmen en form for maskulinitet og seksualitet, som ikke kan undgå at skabe åndenød. Han sørger for sin kvinde, feterer hende, tænder på hende, besidder hende, dominerer hende, presser hende til grænsen og ud over den, indtager hendes krop og sind - han tager ansvar for hende, men desværre tager han også uoverlagt ansvaret fra hende. Heldigvis er pigebarnet ikke helt uden indsigt, og hun forlader ham da også til sidst. Hun forlader ham ikke, fordi hun ikke længere elsker ham. Hun forlader ham heller ikke, fordi han er for perverteret i sit smukke hoved. Hun forlader ham, fordi hun ikke kan eksistere sammen med ham som hele den person, hun er.

Sammen med ham, kan hun være sin seksualitet og sin kvindelighed - det er berusende og ofte det, som mange kvinder drømmer om, når de flyver væk i fantasier om "prinsen med pikken på ponyen" - men hun kan ikke være sin selvstændige og uafhængige personlighed, der passer sit arbejde, sin kat og sine venskaber. Skal hun udholde at være med ham, skal hun være i ham og lade sig opsluge af ham som i en anden symbiose, hvor to bliver til én.

Der er en grund til, at jeg så ofte fortaler for kompromisløshed, selvstændighed og i nogen grad det separate liv, når fokus er på, hvordan vi får parforholdet til at lykkes. Jeg skriver ikke, som jeg gør, fordi jeg er en kold og egoistisk skid (det er jeg altså ikke!!), jeg skriver det tværtom, fordi jeg forstår lysten til at forsvinde ind i hans verden - ind i det berusende parforholds symbiose. Faktisk forstår jeg det så godt, at jeg nok må erkende, at jeg ikke kan undvære det, og blandt andet derfor er det så vigtigt (for mig i det mindste) at værne om en form for balance, der sørger for, at jeg kan eksistere som både "hans kvinde" og "min egen".

Du kender hende jo godt - hende der ikke har balancen. Hun sidder dér og filer negle, tjekker hans facebook, har et fraværende blik i øjnene, venter på hans opkald, har svært ved at koncentrere sig om andet, taler hele tiden om ham, ændrer tøjstil efter hans smag, gør ting med ham, som hun blankt afviste før og liver kun op, når talen falder på ham. Sammen med dig er hun lidt tom at se på, men sammen med ham emmer hun af hengivenhed, forelskelse, afhængighed og begær - ja, hun er faktisk ikke til at kende igen, når han træder ind i rummet. Hun eksisterer intenst i hans nærvær, men derudover er hun stort set blottet for liv. Det er så mærkeligt at se på. Før ham var hun jo så levende på alle mulige måder. Hun kunne mærkes, hvorend hun kom frem, men det er væk nu - på nær i hans selskab. Hvor blev hun mon af?

Hun forsvandt ind i ham. Og hvis du lige nu har lyst til at kalde ham psykopat og dominerende svin, så giv venligst dig selv en kindhest af den anden verden, for det behøver han bestemt ikke at være. Han kan bare være en meget selvsikker, forførende, stærk og berusende mandsperson, som løb ind i en kvinde, der i lange tider havde manglet den mand, som kunne få hende til at føle sig som kvinde. Spørg hende selv - hun har garanteret aldrig følt sig så kvindelig, som hun gør nu. Hun glemte blot, at hun var mere end det - mere end "bare" en kvinde.

Synes du, at det lyder en lille smule smukt? Altså det der med at hengive sig så meget til en mand, at han nærmest er ilten, der får dig til at leve? Det synes jeg. Derfor kan jeg også blive ganske betaget af fortællinger om såkaldte "Master/Slave-forhold", hvor hengivenheden er absolut. Men nærstuderer man den slags, vil man også opleve, at de, som ved, hvad de taler om, understreger, at du som "Slave" aldrig må opgive din selvstændighed, og at man som "Master" aldrig må besidde mere end den del af "Slaven", som kan gives, uden at det har indflydelse på dennes unikke personlighed og selvstændighed. Og hvorfor så det?

Du kan ikke være hengiven, uden at du har noget at hengive. Du kan ikke lade ham styre, uden at der er noget at styre. Du kan ikke skabe samhørighed, hvis der ikke er noget at skabe samhørighed af, og det er der ikke, hvis du forsvinder og kun eksisterer i hans billede. Det vil han også sande på et tidspunkt, ligeså vel som du vil. Du vil give ham skylden, og han vil undre sig, for han tvang dig jo ikke til at give noget som helst. Du gjorde det ganske frivilligt. Som Mickey Rourke siger til Kim Basinger i filmen: "You love this game".

Det, han blot ikke forstod, var, at det måske for ham var en leg, men for dig så meget mere end det. Derfor mistede du dig selv i det, mens han vedblev at være den samme, og det skabte en uværdig magtbalance, en besnærende afhængighed, en kvalmende symbiose uden nuancer, en mudret bricolage, hvor han lyste, og du falmede og i sidste ende parforholdets endeligt. Som en værtsorganisme kvalt af sin snylter.

Anna Bylov Kristensen

Bryan Ferry - Slave to love