Sexarbejde, Heksejagt & Unfair rettergang

Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) har lanceret en ny hjemmeside, der skal fungere som en form for karriereguide for kvinder og mænd, der påtænker at få eller allerede har et virke som sexarbejder. I følge Susanne Møller, talskvinden for SIO, skal hjemmesiden på ingen måde ses som et forsøg på at få flere til at engagere sig i sexarbejdererhvervet, men blot som et positivt og oplysende indspark i den allestedsværende og negative debat omkring sexarbejde, det eventuelle forbud herimod og offerligørelsen af mennesker, der udbyder seksuelle ydelser. Kærestemanden og jeg diskuterede hjemmesiden henover madlavningen den anden aften, og som så mange gange før fik vi vendt og drejet en fordom eller to.

Vi kunne begge mærke, at et eller andet ved siden provokerede os, og vi fandt herunder, at det måske nok var lige lovligt "grove løjer" at stille sexarbejde i det glorificerende lys, som hjemmesiden synes optænde. Men så kom vi til at overveje, om det er værre at fremhæve sexarbejde positivt, end havde der været tale om fiskerierhvervet, sygeplejefaget eller hjemmehjælpergerningen. De tre sidstnævnte erhverv er med stor sandsynlighed til større fare for udøverens fysiske sundhed end sexarbejdet, og sexarbejderen er da heller ikke mere intim med sine kunder, end sygeplejersken eller hjemmehjælperen er det med dennes patienter, hvor der jo både skal afvaskes afføring, skiftes bleer, fjernes bræk og rodes i diverse kropsåbninger, hvorfor det ej heller kan bruges som en løftet pegefinger, der skal advare mod hårdt fysisk arbejdsmiljø. Vi har jo ikke tænkt os at nedlægge fiskerierhvervet eller sygeplejefaget af den grund, hvorfor det nok ikke ser skidesmart ud, hvis vi bruger det argument som grundlag for at forbyde sexarbejde.

Men så er der selvfølgelig det psykiske arbejdsmiljø og talen om "den lykkelige luder". For ved at lancere den nævnte hjemmeside, opstiller SIO da et fatamorgana, som narrer folk til at tro, at man bliver lykkelig af at være sexarbejder og herunder opnår et helt sublimt psykisk arbejdsmiljø, gør de ikke? Det skulle man i al fald tro, når man følger debatten om siden i medierne, hvor SIO og sexarbejderen konstant stilles spørgsmålet om, hvorvidt de virkelig mener, at man bliver lykkelig af at sælge sex. Personligt tror jeg ikke på eksistensen af "den lykkelige luder", ligesom jeg heller ikke tror på "den lykkelige kassedame", "det lykkelige postbud" eller for den sags skyld "den lykkelige sociolog". Jeg er glad for at være sociolog, men jeg er sgu da ikke blevet et lykkeligere menneske af det.

Mennesker er som regel mere end blot deres arbejde, hvorfor jeg tror, at det kun er i særdeles sjældne tilfælde, at "lykkelighed" opstår som følge af et givent professionelt virke. Og det har vi jo egentlig ikke svært ved at forstå. Vi forventer ikke, at et menneske går problemfrit og frydefuldt igennem livet, fordi han eller hun har sit drømmejob - vi kan sagtens acceptere, at der er bump på vejen, huller i facaden og psykiske udfordringer hos enhver pædagog, kok, en Maersk-direktør eller murersvend, men hos en sexarbejder - næh nej. I den igangværende debat udsættes sexarbejdererhvervet for det utopiske krav: "Gør den udøvende sexarbejder lykkelig", som skal efterleves, hvis ikke forbud og fordømmelse skal regne som klamme græshopper fra himlen, som var der tale om en anden bibelsk fortælling, hvor Gud er blevet pissetræt af, at pøblen ikke gider at rette ind.

Det er uretfærdigt! Det svarer til de historiske heksejagte, hvor kvinder blev bundet på hænder og fødder for derefter at blive smidt i brønde og floder: Var de hekse ville de flyde, var de uskyldige ville de drukne - pest eller kolera. Påstår sexarbejderen at den lykkelige luder findes, fremstår hun som et naivt fjols, og alle de tidligere sexarbejdere, der ikke fandt lykken i at tilbyde seksuelle ydelser og senere er kommet til at skamme sig over deres fortid, vil stå på spring for at smække hende op på hjul og stejle for derefter at brøle: "løgner". Erkender hun, at den lykkelige luder ikke findes, bliver hendes erhverv forbudt og stemplet som skadeligt. Intet erhverv ville kunne overleve den form for rettergang. Men det er jo også det, vi vil have, ikke sandt? Vi vil søge med lys og lygte, til vi finder en grund til at tvinge et forbud mod sexarbejde igennem. Vi inddrager historier om handlede kvinder og narkoludere og gør disse til skræmmebilleder på sexarbejdererhvervet for at understrege vores pointer uden hensyntagen til, at netop disse kvinder udgør et fåtal af sexarbejdere - nøjagtig som de pillemisbrugende læger gør det blandt samtlige læger på hospitalerne, og de tævede hustruer gør det blandt alle kvinder i parforhold - jeg græmmes.

Faktum er, at der på ingen måde foreligger beviser for, at sexarbejde udøver større hverken psykisk eller fysisk skade på sin udøver end så mange andre jobs, ligesom det selvfølgelig heller ikke kan bevises, at man ligefrem bliver lykkelig af at være sexarbejder. Igen - det er utopi, uanset hvilket erhverv vi vælger at sætte fokus på.

Jeg ville aldrig selv kunne varetage et erhverv som sexarbejder, da det strider mod min personlige holdning til sex - en holdning skabt af de normer, den historie og den personlighed, som jeg er gjort er. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ville gå glad og lykkelig hjem, hvis jeg havde byttet en fysisk intim ydelse med alt andet end følelser. Derfor kunne jeg heller aldrig være sygeplejerske eller hjemmehjælper, da disse erhverv ligeledes vil kræve et intimt fysisk samvær med mennesker, jeg ikke føler en dyb emotionel forbindelse med - og ikke bare "ligeledes", men faktisk i højere grad, da sygdom, mangel på renlighed, en ulige magtfordeling og uundgåelig afhængighed ganske ofte vil være at finde i sidstenævnte jobfunktioner, hvilket vil overskride mine grænser endnu mere end havde der blot været tale om en ren, rask og liderlig mandsperson, der trængte til en smule forløsning.

Og der er her tale om mine personlige holdninger til og vurderinger af, hvordan jeg ville have svært ved at eksistere i en jobfunktion, som indbefatter intim fysisk kontakt med et menneske, jeg ikke er følelsesmæssigt knyttet til. Mit fravalg af sexarbejde eller for den sags skyld sygeplejefaget som potentielle leveveje er dermed gjort af min personlighed, mine normer og mine følelser og ikke generelt gældende menneskelige lovmæssigheder - og ud fra det kan man skabe sine egne grænser og sit eget liv, men ikke politik, forbud og rettergang, mine Damer og Herrer.

Anna Bylov Kristensen

Lady Marmalade