Skam, Spil for galleriet & Fordømmelse

Hvad skammer du dig over? For der er jo sikkert noget. Det kunne eksempelvis være, at du ikke altid lige får vasket dine hænder, når du har været på toilettet, eller måske er dit hår så fedtet, at det kan bruges som spejl af forbipasserende. Der kunne også være tale om, at du ind imellem snupper 100 kroner fra fælleskassen i personalestuen, når du er løbet tør for penge, men desperat mangler smøger, eller måske forsyner du simpelthen gennemgående dit hjem med toiletpapir, saftevand, printerpapir og diverse fra arbejdspladsen. Du kunne også være sådan én, der drikker for meget, når du er ensom - vupti, og væk var den flaske rødvin. Eller er der tale om alvorligere ting? Måske slog du din sidste kæreste en enkelt gang eller to, eller var du bare utro? Er du sygeligt besat af din x? Forsumper du ind imellem, hvor du ikke får skiftet tøj og badet i flere dage, opvasken tilvokses med mug og affaldet ophober sig i entreen, mens sengetøjet har fået en overflade, der mest af alt minder om forfedtet bagepapir, og kompostfluerne er blevet dine nye bedste venner?  Er du blevet fyret, fordi du var inkompetent? Lyver du på dit CV? Uanset hvad der er tale om, så ved jeg, at du skammer dig over et eller andet - noget, som andre under ingen omstændigheder må få kendskab til, og det skal jeg vel egentlig ikke blande mig i, hvilket jeg faktisk heller ikke har tænkt mig, men jeg har dog tænkt mig at påpege, at jeg altså godt ved, at du lyver, når du fremstiller dit liv som værende en side i et Bo Bedre-katalog og din personlighed som et pletfrit stykke lærred.

Du skal dog være velkommen til at lyve. Jeg er næsten ligeglad nu, hvor jeg er blevet relativt voksen og har indset, at den slags bare er spil for galleriet. Da jeg var yngre, var jeg dog ikke ligeglad. Jeg var ganske overbevist om, at jeg virkelig var et håbløst tilfælde, når jeg gemte chipsposer under sengen, i smug stod op om natten og voldåd halvfrosne flutes, indtil smørret rendte mig ned af hagen, og osten var reduceret til halv størrelse og lavede stort set alle mine lektier i bussen på vej til Gymnasiet eller læste op på dem de første 10 minutter af hver time. Dengang græmmede jeg mig, når andre kunne fortælle, hvor godt og grundigt de gjorde alting - de mindede mig i den grad om alle mine skamfulde fejl og alt det, jeg aldrig ville komme til at være.

Men jeg blev som skrevet relativt voksen, hvilket proppede lidt mere menneskelig indsigt i min bagage via blandt andet en uddannelse, hvor såkaldte "hverdagsstudier" af helt almindelige mennesker havde min fortrukne interesse, men også gennem et opgør med min egen skam, hvor jeg simpelthen stoppede med at skjule og fornægte alt mit "grimme". Jeg skal hilse og sige, at det opgør altså ikke var selvvalgt - jeg var død og pine nødt til at tage det, fordi jeg på et givent tidspunkt i mit liv havde brug for hjælp og derfor måtte lade andre mennesker se, hvem jeg i virkeligheden var, for at de kunne tage fat der, hvor mit roderi begyndte. Opgøret og den medfølgende åbenhed omkring alle mine grusomme fejl havde en pudsig effekt: mennesker omkring mig begyndte også at stå ved deres "karakterbrister". Når jeg eksempelvis fortalte: "Det er simpelthen så klamt - jeg har ikke vasket op i en uge, jeg spiser chips til morgenmad, jeg bruger tørshampoo i stedet for at vaske mit hår rigtigt, og jeg måtte sgu tage jeans på i dag, som jeg egentlig havde smidt til vask", mødte jeg ikke fordømmelse, men latter og mennesker, der spruttende af grin indrømmede, at de da vist også selv levede på lignende måder, når livet ind imellem føltes som en byrde.

Nu er intet selvfølgelig rosenrødt, og jeg har da også oplevet, at mennesker bruger de oplysninger, som jeg i tide og utide drysser rundt omkring, til at skabe nogle særdeles spændende rygter. Jeg har eksempelvis været alkoholiker. Jeg har også været meldt til politiet. Engang var der vist også noget med, at jeg datede narkomaner, var diagnosticeret som borderline og slet ikke var uddannet sociolog - meget spændende historier, som altid giver stof til eftertanke - så jeg har både googlet borderline, ringet til politiet og tjekket mine eksamensbeviser bare lige for at sikre mig, at der ikke var et eller andet, jeg var gået glip af. Det var der heldigvis ikke, men man kan jo aldrig vide. Men hvorom alting er, så er min fordømmelse således ikke placeret på løgnen og dit behov for at skjule et og andet. Det er din sag, dit tab og din byrde. Min fordømmelse er at finde lige dér, hvor du dømmer mennesket, der står ved sine fejl. Dér hvor du peger fingre af noget, som du selv kan finde på at gøre, når ingen ser. Dér hvor du markerer din afsky og afstandstagen, fordi du herved føler, at du distancerer dig fra den del af dig selv, som, du ville ønske, ikke eksisterede. Det er sølle og nedrigt - og ikke mindst nosseløst. Kom igen den dag, hvor du har modet til at stille dig selv i det afslørende spotlight i stedet for at blænde andre med det, så kan det være, at du får lov til at opleve noget helt nyt: reel respekt.

Anna Bylov Kristensen

The Doors - Alabama Song