Ammende kvinder, Nøgne babser & Den kedelige pat

Så ramte diskussionen om de ammende kvinder (eller mangel på samme) i Illums café også min eftermiddagskaffe, selvom jeg meget hellere ville være i fred til at studere tests af køkkenudstyr og læse lidt om, hvordan man behandler en kanin ramt af øjenbetændelse, mens jeg hørte Sebastians "Mona, månen er blå", som fik mig til at overveje, om der var en skjult mening at finde i "Den lille missekat er gået på rov". Jeg kom frem til, at det var der ikke. Det er jo Sebastian! Siger han "mis", mener han "kat" som i pelsdyr med poter og hale - hvilken glæde. Mine barndomskasteller kan forblive intakte.

Nå, men tilbage til den intimiderende, ammende kvinde med mælkefyldte babser og en grim baby. Hun køber ikke andet end en kop kamillethe, men tillader sig alligevel at optage en caféstol i to stive timer, hvor hun kan sidde og blotte sig sammen med resten af sin mødregruppe. Dårlig stil, belastende og ikke mindst en skidt forretning kunne man mene, hvilket jeg i et vist omfang gør: Jeg bryder mig blandt andet ikke om børn i det offentlige rum eller i butikker, på caféer, i gågader etc. De irriterer mig grænseløst, og jeg begriber til stadighed ikke, at I er villige til at ofre liv og frihed for at hænge på den slags 24 timer i døgnet. Jeg synes derudover, at mødre til småbørn er pisseirriterende. De bruger jo deres barnevogne som våben, og ikke sjældent får man lyst til at brøle: "Det er en barnevogn - ikke en rambuk, for helvede", når Mor Maren vælter ind i s-toget, mens hun kører folk ned med sin toptrendy børnekampvogn, der passer til de smarte farver, som du finder på trykknapperne i den LED-belyste elevator, der kører direkte op til hoveddøren på den 165 kvm. store lejlighed på Bryggen, hvor Maren bor sammen med Account Manager Anton og lille Villads. Sidstnævnte trimler i øvrigt lige nu rundt i børnekampvognen, som var han på LSD, fordi Maren absolut skal først ind i toget - og helst hurtigere end lynet. Og gang lige det op med en hel mødregruppe, så bliver man som uskyldigt og intetanende medpassager jo livsfarligt kvæstet - for ikke at tale om Villads, der vælter rundt og slår sit lille, bløde, grimme hoved. Stakkels Villads. Så spædbørn, mødre, mødregrupper, barnevogne gider jeg heller ikke. Egentlig heller ikke bryster i det offentlige rum, selvom de sagtens kan fascinere mig. Hoppende kødsokker, som kan få 50 % af befolkningen til at køre overfor rødt i bar' befippelse over deres eksistens. Selv ikke Apple er så dygtige, at de med et af deres produkter kan skabe en sådan effekt, så den slags må man have respekt for.

Men nu skulle det jo handle om forbuddet mod de ammende trunter. Min kæreste siger, at det sikkert er baseret på, at trunterne er en dårlig forretning for cafeerne, hvilket han måske kan have ret i (jvf. den ene kop kamillethe). Jeg er dog ikke sikker og savner en opgørelse, der kan vise mig, hvor mange penge en ammende mor bruger under en cafetur sammenlignet med en ikke-ammende mor. Men point taken: Er du en dårlig forretning, kan du skride - den er jeg helt med på, og jeg kårer det som det bedste argument i kampen mod de ammende kvinder. Understreger dog igen, at jeg savner beviser, opgørelser og alt muligt andet, som kan hive pointen op fra fordom til virkelighed. Desuden forstår jeg ikke, hvorfor Illums cafe ikke bare kræver, at vil du have en bordplads, skal du købe mad og ikke bare drikkelse. Det gør flere andre cafeer, men måske handler det ikke om økonomi. Det kunne jo eksempelvis handle om "appetitforstyrrelse"? Det går jo ikke, at andre gæster mister lysten til den visne kylling-druknet-i-bacon-sandwich, der ligger på tallerkenen foran dem, fordi mødregruppen absolut skal sidder dér og proppe brystvorter i hovedet på kravlet. Selvklart.

Som skrevet gider jeg skam heller ikke glo på andre damers bryster (på trods af respekt for dem), men lige præcis i forbindelse med amning, er jeg da pisseligeglad, og det påvirker i al fald ikke min appetit mere end den multihandicappede knægt, som hverken kan styre vådt eller tørt. Ham kunne vi da i øvrigt ikke finde på at forbyde adgang til vores spisesteder, kunne vi? Nej, da - det er amoralsk. Men altså, could not care less, når det gælder ammebryster (eller multihandicappede drenge for den sags skyld) ved cafébordet, og jeg undrer mig lidt, hvis det er de bare bryster, vi vil til livs, for jeg har da ikke hørt noget som helst om, at vi ikke længere vil have topløse damer på stranden. Tværtimod synes jeg at erindre, at Ekstra Bladet eller BT (kartoffel, kartoffel) for en sommers tid siden problematiserede, at kvinder efterhånden er blevet så kropsbevidste, at de ikke tør vise de stakkels bryster frem, når de render rundt i Bikiniland. Nøgne patter ved Vesterhavet er åbenbart dansk kulturarv - også selvom stranden om noget er familieudflugternes paradis - mens bare bryster på en cafe er? Hvad? Klamt? Uappetitligt? Næhhh, for så havde de også været det på stranden. Dér spiser vi jo også og så'en.

Måske handler det bare om dårlig stil og manglende pli, som eksempelvis Anne S. Hermansen syntes at mene, da hun i morges var gæst i Go' Morgen DK? Slemme dame, der fodrer sit barn med modermælk, når andre kan se det. Tøjte eller noget! Det er simpelthen det mest tåbelige, jeg længe har hørt, og jeg er tilbøjelig til at mene, at har man tid til at hidse sig op over den slags, har man simpelthen for meget tid helt generelt. Hvis snerperiet i Danmark har nået så uanede højder, at kvinder, der ammer, får vores moralmeter til at slå ud, skal vi altså begynde at tænke os en smule om, når vi postulerer, at eksempelvis Amish-folk og jomfruer-indtil-ægteskabet har problemer i den retning.

Jeg tror, at vi har et problem, og jeg tror, at det bunder i, at vi ikke kan forholde os til nøgne brysters egentlige funktion: Som maddepoter for skrigunger. Indtænker jeg bryster i den sammenhæng, som jeg oftest ser dem i, er det jo en seksuel én af slagsen - og sådan kan vi lide det. Bryster er lig med kvindelig seksualitet, og alt andet er forstyrrende for vores opfattelse af, hvad bryster er. Har jeg uret, ville denne latterlige diskussion jo indbefatte nøgne kvindeoverkroppe i en lang række andre sammenhænge, som eksemplificeret tidligere, og det gør den ikke, for vi kan godt lide dem - brysterne - på stranden, i parkerne, på film, i TV-avisen, på Youtube, på Redtube, i Paradise Hotel, i Sex and the city og den bedste sendetid generelt. Dér slukker vi ikke. Dér slår moralmeteret ikke ud. Dér er bryster, som de skal være: Frække og lækre. Ikke slatne, ikke brugsgenstande, ikke børnevenlige og kedelige - for det er dét, vi kæmper imod: Den kedelige, nøgne pat. Ikke nøgne patter som sådan.

Anna Bylov Kristensen