Krævende kvinder, Udvisket maskulinitet & Konsekvenser af ligestilling

Er det rigtigt, som det rundt omkring kan læses og høres, at mænd tager til de varme lande for at finde kvinder, fordi de vestlige damer er blevet for krævende og samtidig lukker for det varme vand i tide og utide, så ikke engang sex er til at få fat på som kompensation for alle de mange krav? Jeg er ikke i tvivl om, at det forekommer oftere og oftere, men jeg grubler over årsagen - eller nok nærmere årsagen til årsagen. For jeg finder det skam meget muligt, at vi bliver mere og mere krævende, og jeg tror også, at der kan være noget om lukket-for-det-varme-vand-snakken, men hvorfor? "Mere og mere krævende" er selvfølgelig lige lovligt relativistisk formuleret - for "mere krævende" måske, men i forhold til hvad? Og hvad er det, vi kræver mere af? Jeg er ikke sikker, men tror, at vi kræver mere og tydeligere maskulinitet af vores mænd, fordi vi i dag har sværere ved at føle os som "rigtige" kvinder sammenlignet med tidligere tider, hvor kvinde- og manderollerne var mere markant adskilte og deraf definerede.

Den "rigtige kvinde" har hjemmebag i ovnen, blomster i håret, hoppende bryster, runde hofter, hjemmelavet syltetøj i køleren, masser af lyst til sex, fordi hun føler sig super-duper-kvindelig og er fyldt med beundring for den store, stærke mand, som gør det hele muligt. Hun er tryg i sin rolle som kvinde, og hun anerkender sin mand som værende "en rigtig mand". Hun skal selvfølgelig også lige arbejde, bære sin egen økonomiske vægt, være fremadstormende og hip. Selvfølgelig skal hun det, for hun er ligestillet, og en ligestillet kvinde skal yde på nøjagtigt samme niveau som mænd - om det kan der ikke være tvivl. Men kan det overhovedet lade sig gøre at yde på samme niveau som mænd og samtidig fastholde den kvindelighed, som danner grundlaget for rigtig mange af de elementer, der gør det sjovt at være i parforhold med os - herunder den kvindelige seksualitet, som de kære mænd mener, at de ser for lidt til?

For mange kvinder er det seksuelle forbundet til en meget udskældt submissiv rolle; og nej, her taler jeg ikke om smæk, kyskhedsbælter og damekrop-indviklet-i-reb-seancer, men om udlevelsen af kvindeligheden i samspil med maskuliniteten, som gør, at vi anerkender denne for at være netop maskulin. Vi har behov for at se det mandige i vores mænd for at føle os som "rigtige kvinder" i forhold til dem. Men maskulinitet har i dag en kende svært ved at blive anerkendt som "noget mandigt", fordi vi (kvinder) selv anvender den i det daglige, når vi gennemgår budgetter, arbejder, tjener egne penge, skifter olie på bilen og åbner marmeladen ved hjælp af det smarte gaffel-under-låg-trick. Desuden medfører al den "kunnen selv", at det bliver svært at opretholde vores kvindelige standarder. Vi har simpelthen ikke tid og overskud til både og, så nu kræver vi noget mere ham. Det må være hans opgave at finde på nye måder, hvorigennem han kan illustrere, at han død og pine er en mand. Fæld et træ, pis på brættet eller sæt gipsplader i loftet. Gør noget, så vi kan se, at I er mænd - ellers kan vi sgu næsten ikke se, at vi er kvinder, og kan vi ikke det, kan vi heller ikke finde den der kvindelige seksualitet frem, og så bliver der lidt for ofte lukket for det varme.

Når en mand finder sig en partner nede i Thailand (beklager følgende stereotypificering), finder han en kvinde med klassiske kvindelige værdier, dyder og handlemønstre. Hun køber ind, giver sex, fodmassager og vasker op, mens han tjener penge til, at det lader sig gøre. Her skal han og hun ikke kæmpe om de samme domæner, og billedet af "kvinden" og "manden" træder derfor tydeligere frem, hvilket selvklart må være stimulerende for den seksuelle kemi - både mand og kvinde imellem, men også som enkeltindivid. Han kommer simpelthen til at føle sig sexet og eftertragtet som mand igen, fordi hans klassiske maskulinitet som skaffedyr anerkendes i samspillet med den klassiske kvindelighed, og jeg kan skam udmærket forstå, hvorfor det for mange mænd må føles appellerende. Vamos a la Thailand!

Jeg tror således, at vi - os danske, ligestillede kvinder - bliver mere krævende grundet en art frustration over, at vores mænd ikke får os til at føle os som kvinder eller i det mindste som den type af kvinde, vi forbinder med det seksuelle og det hengivne. Vi har ikke selv tiden til at finde frem til hende, fordi vi skal klare os på de vilkår, et ligestillet samfund nu engang fordrer, hvilket i sig selv bekæmper udlevelsen af den "mandshengivne kvinde". Endvidere er vi også selv tovholdere for de tidligere maskuline ansvarsområder, hvorfor det bliver ekstra svært for os at se "kvinden" og "manden" i al forvirringen. Det mentale intetkøn bliver en realitet?

Det er desværre ikke manden, den er gal med og heller ikke os. Vi prøver jo så godt, vi kan, og ligeledes gør han, men der er bare ikke plads til det hele, og i vores iver efter at være ligestillede har vi desuden taget de maskuline redskaber fra ham og proppet dem ned i vores egen værktøjskasse. Så hvad fanden skal han gøre? Det ved han heller ikke selv, hvorfor han enten drøner til Thailand eller udvikler sig til det, vi ynder at kalde "den femininiserede mand" (som heller ikke har lyst til sex, fordi han ikke længere føler sig som en mand). Den femininiserede mand er iøvrigt slet ikke virkelig, men bare en titel, der skal illustrere, at kønnenes ageren er blevet mere ens. Vi kunne jo ligeså godt tale om den maskuliniserede kvinde - dumme etiketter, som degraderer fremfor forklarer.

Der er konsekvenser ved ligestilling - både gode og mindre gode - og én af dem kan meget muligt være, at vi får svært ved at føle forbindelse til henholdsvis "det maskuline" og "det feminine", fordi disse nu er blandet sammen. Begge køn er skaffedyr og husholderske. Begge varetager både de kvindelige og maskuline værdier og handlemønstre. Dermed ikke påstået, at det er galt - blot at der er konsekvenser, som vi bør møde med lidt større forståelse end den lagt for dagen, når mænd finder kvinder krævende, og kvinder synes, at mænd er perverterede, fordi thaikoner hives til huse. Vi leder jo blot efter en verden, hvori vi igen kan føle os som kvinder og mænd. Det kan vel ikke undre.

Anna Bylov Kristensen