Rendyrkede kællinger, Bedre sent end aldrig & Åbenbart svære at forstå

I de seneste dage har jeg på internettet og i aviser læst en del om bitterhed, kvinder med provokerende attituder og grænseoverskridende brug af ord, og jeg er en kende overrasket over postyret. Bor mennesker i jordhuler eller hvad? Det er da i højere grad reglen end undtagelsen, at lige netop kvinder er arrige, hvorfor jeg har svært ved at forstå, at folk er ved at falde over hinanden i ren og skær benovelse. Men kom en eller anden til at stikke til de forkerte eller måske de helt rigtige? Jeg kan i al fald ikke lade være med at tænke "bedre sent end aldrig", hvis rendyrkede kællinger med ufiltrerede holdninger i disse dage indskriver sig til en plads i mediebilledet - de har manglet.

De har ikke manglet, fordi det er hos dem, den hellige gral og sandheden absolut skal findes. Det er heller ikke fordi, de har større berettigelse i den offentlige debat end andre, men de tjener dog det fine formål at nuancere kvindebilledet på godt og ondt. Begynder kvinder at sige, hvad de i virkeligheden mener uden at fjolle rundt, som var de fusioner af "Nynne møder Bridget", dannes grundlaget for en ligeværdig debat, hvor kvinder ikke kan gemme sig bag lyserøde jeg-er-grov-hvis-jeg-skriver-et-bandeord-facader, som ellers giver dem en vis charme, om de udtaler sig nedsættende om mænd, præster eller dyreunger. Charmen er væk, og vi kan begynde at tale sammen som mennesker med meninger fremfor som hårdtslående mænd og blondebesatte kvinder, hvilket jeg er svært tilfreds med.

For selvom kønnet er en vigtig og ufravigelig faktor for vores tilgang til verden, så har det ikke en plads ved debat- og forhandlingsbordet, og jeg er mildest talt træt af at høre om "kvindelige og bløde værdier" gemt i en fremstilling af den vestlige dame, som var hun et udsat væsen, der har behov for kvoter, positiv forskelsbehandling og gangstativ for at blive hørt. Den forgangne uge taler sig eget tydelige sprog: Det har hun ikke. Vil hun høres, bliver hun hørt. Vil hun være klar i spyttet, er hun det, og hun gør det uden at henfalde til mandehad, som jo ellers har været omdrejningspunktet for de fleste "grove kællinger", vi hidtil har set i den offentlige debat. Gudskelov placerer hun sig heller ikke på det nyopdyrkede violette hold, hvor der ikke er grænser for, hvad kvindelige debattører er villige til at påstå i forsøget på at vinde den offentlige maskuline sympati. Faktisk placerer den ufiltrerede harpe sig ikke på andet hold end "meningsholdet". Dér hvor meninger bare er meninger uden stillingtagen til sympati, køn og politik. Dér hvor meningen slet og ret er meningen frigjort fra forkromede partiprogrammer og indviklede dagsordner. Dér hvor det er umuligt at finde anden bagtanke end "jeg siger, hvad jeg tænker".

Men er verden parat? Jeg er i tvivl, for sindene koger. Én står på spring for at brøle "Betonfeminist" efter harpen. Den næste mener, der slet ikke kan være tale om en kvinde, idet det åbenbart kun er mænd, der kan smide om sig med ukvemsord og stikke verbale uppercutters til højre og venstre. En helt tredje er bare forvirret og forsøger at finde mening med galskaben ved at inddrage samtidsanalyser og indsætte den grove retorik i et større perspektiv. Der skal død og pine være en forklaring, som kan få os til at forstå dette "fænomen" - denne rejekælling, som bryder med traditionen for god kvindsk opførsel i det offentlige rum. Personligt tror jeg ikke, der er anden forklaring end ærlighed og autenticitet uden et samtidigt behov for at helgardere sig bag en sødsuppeindpakning, som i lange tider har fritaget kvinden for at stå på mål for det, hun i virkeligheden mener. Som sagt: jeg er svært tilfreds.

Anna Bylov Kristensen