Hos Information kan man læse, at moderlighed, femininitet og typisk antagede kvindelige karaktertræk ikke er forenelige med den generelle forestilling om "en rigtig leder", hvorfor den kvinde, som ønsker at besidde en lederposition, klogeligt fralægger sig sådanne tendenser, så hun i stedet fremstår stærk og målrettet - som en mand. Herunder indikeres en unaturlig påtagethed, som kvinden nærmest er tvunget til at bøje sig for, vil hun tages seriøst som Chefen for det hele. Noget er tydeligvis galt - det kan man uden en kandidateksamen i samfundsvidenskabeligt vrøvl læse sig til - kvinder kan åbenbart ikke være "rigtige kvinder", vil de også være "rigtige ledere" i det danske samfund. Violinerne spiller, og røven går.
Forsøger Louise Vogdrup-Schmidt at påvise kønsdiskrimination, gør hun det godt. For aldrig har jeg da overvejet, at det er galt, hvis jeg ikke er "kvinde" på mit arbejde. Hvis jeg glemmer alt om uforbeholden kærlighed til mine nevøer, svoger og søster, Sex and the city og den kjole, jeg bare MÅ eje, mens jeg sætter kommaer, skriver reklametekster og forsøger at lære et og andet om kodning af indviklede hjemmesideplatforme. Ikke før har jeg tænkt over, om den konsulent, jeg taler med hveranden dag, tænker, at jeg lyder som en mand, når jeg beder ham om at skynde sig eller rette et eller andet, jeg ikke mener, han har gjort helt, som vi aftalte.
Men hvornår fa'en er det blevet galt, at jeg ikke er kvinde, mens jeg arbejder, men bare er Anna? Rent faktisk kan jeg slet ikke rumme at være superkvindsk og professionel samtidig. Det vil simpelthen være unaturligt for mig. For ansvar, overblik og stress kalder på alt andet end mine følelser og såkaldte kvindelige karaktertræk. Sådanne kan jeg vel dyrke, når jeg har fri, men det er åbenbart galt? Gud fri mig vel, vil en eller anden venligst spole båndet frem til 2012?
Jeg er ikke kvinde på mit arbejde. Jeg er bare på arbejde, og er det en god dag, koncentrerer jeg mig udelukkende om det. Det er ikke påtaget; det er som skrevet naturligt, og skal jeg være anderledes, vil det kræve, at jeg ikke arbejder, men får betalt livets ophold af en barmhjertig samarit. For så skal jeg sgu da nok vælte mig i hjemmebag, figuroptimerende klæder, neglelak og damemagasiner. Og nej, der er ikke en mand eller et maskuliniseret samfund derude, der tvinger mig til at indgå i menageriet på mænds præmisser. Det er sådan, jeg er, når jeg skal tjene penge eller for den sags skyld flytte om i min lejlighed, som jeg gjorde den anden dag, hvor jeg i baggy jeans, kondisko og JBS-undertrøje kampsvedte, mens jeg forsøgte at placere 6 reoler ovenpå hinanden. Det lykkedes, men jeg må erkende, jeg ikke var skidemeget kvinde samtidig. Blot en svedig dansker, der fik en reol eller to i hovedet.
Er den virkelige fordom, at vi - os kvinder - har det forfærdeligt, hvis vi ikke får lov til at dyrke vores køn? Som i en art konstant mentalonani, hvor vi kan føle os anerkendte som dem med bryster, PMS og følelser og samtidig som værende kompetente hjerner? Det har jeg overhovedet ikke behov for. Mine nærmeste skal nok sørge for at anerkende mig for det første, mine professionelle kontakter tager sig af det sidste. Jeg tror da heller ikke, min kæreste går på arbejde med behovet for at blive anerkendt som en rigtig mand samtidig - han går bare på arbejde. Men måske skal vi spørge ham - eller dem, mændene - føler I jer anerkendte for at være i besiddelse af jeres kønshormoner og ikke mindst kønsdele, når I udarbejder billeddokumentation på byggepladserne eller analyserer urinprøver på hospitalerne? Hvis ikke er jeg sikker på, at spaltepladsen hos Information er jeres.
Anna Bylov Kristensen
Nu handlede debatten jo om kvindelige ledere og ikke kvinder på arbejdsmarkedet generelt... Det glemte du måske et eller andet sted i teksten, men der er da helt sikkert noget om, at kvinder skal opføre sig påtaget maskulint for at nå toppen i det private erhvervsliv. Ikke i 'the pink segment', altså alle de mange damer, der som du, arbejder med kommunikation, pr, kunst og kultur, men i de store virksomheder med en anden, nedarvet maskulin kultur, hvor det handler om profit og albuer
SvarSlet"påtaget maskulin"? Jeg undres. Hvad er det? At bøvse efter frokosten, at bede om lønforhøjelse, at koncentrere sig om sit job, at gå i bukser fremfor nederdele?
SvarSletDet er en interessant debat, synes jeg. Personligt har jeg spekuleret meget over, om ikke problemstillingen bliver mest tydelig, når der kommer børn ind i billedet? Når det sker, tror jeg godt, at man som kvinde kan komme i klemme mellem egne forventninger til sin rolle som mor, ønsket om en karriere og omverdenens syn på, hvad der er henholdsvis kvindens og mandens opgave i forældreskabet. Når der er børn sat ind i ligningen, tror jeg, at det er rigtig svært at være mere Anna/leder, end man er mor.
SvarSletHvis begge forældre sidder i en topstilling ved f.eks. Maersk, og barnet i vuggestuen bliver sygt, tror jeg simpelthen at det genetisk er sværere som kvinde end som mand at abstrahere fra det og forvente, at det løser ægtefællen/au-pair'en/bedsteforældrene, mens man selv arbejder videre. Man kan selvfølgelig diskutere, om det er smart at to karrieremennesker vælger at få børn, hvis ikke de på forhånd afklarer, hvordan de har tænkt sig, at det rent praktisk skal fungere, men jeg tror ikke, at ret mange kan forestille sig, hvad det vil sige at have børn, før man får dem.
Og i den forbindelse kan det irritere mig, at jeg har første gang til gode at høre ambitiøse mænd blive spurgt til, hvordan de har tænkt sig at forene arbjde og familieliv, mens det ofte er noget, kvindelige ledere og topfolk bliver bedt om at forholde sig til.
Shit - forstår du overhovedet, hvad jeg mener? Kan godt selv se, at det blev lidt rodet, men min pointe er bare, at jeg tror, at det for kvinder er uendeligt meget sværere at skyde noget ind på prioriteringslisten, som er højere placeret end afkommet, end det er for mænd, og derfor er vi i sidste ende vores egne værste fjender - i hvert fald når det kommer til at erobre topposterne.
God dag, og tak for en god blog.
Mvh
Linda
Hej Linda, ja - jeg forstår, hvad du mener, og jeg tror også, verden bliver en helt anden, når man sætter småkravlet i den. Den ligestilling, som jeg ellers synes er tilstede, bliver med ét en del sværere at finde, men om det så skyldes, at det er mere naturligt for kvinder end for mænd at være på barsel, tage ansvaret ved sygedage etc., aner jeg ikke.
SvarSletJeg har dog mødt såkaldte karrierekvinder, der, når de først står med Baby Bruno i favnen, lige pludseligt ser markant anderledes på alt det dér med at dele barsel og børnebyrder, for de bærer dem rent faktisk helst selv.
Så måske er det både kulturelt og biologisk indlejret i kvinder at sætte karrieren på stand by for familieforøgelsens skyld, hvilket resten af verden har indrettet sig på - deraf spørgsmålene. Skal det ændres, må det vel kræve kvinder, der nægter. Ligesom Ritt Bjerregaard, men som hun fortæller, kan hun ikke tælle alle de gange, hun er blevet spurgt: "Hvorfor fik du ikke børn", hvortil hun har svaret "Jeg skulle arbejde", hvilket ifølge hende har forårsaget ikke så få hævede øjenbryn.
Jeg tror heller ikke det er i arbejdssammenhænge man lider under af at være kvinde. Måske er det som Linda skriver mest, når man skal finde forskellige løsninger indbyrdes i et parforhold eller forældreskab. Altså på det personlige plan. Det er hvert fald min egen erfaring.
SvarSletSus
Og ja det er en rigtig god blog du har, Anna. Læser tit med, men skriver ikke så ofte.
SvarSlet