Facader, Følelser & Alt det andet rod

Den anden dag sagde en veninde til mig: "Jamen, Anna, sådan går det jo altid, når man gemmer sig bag en facade", da vi talte om, at jeg muligvis er lidt for stresset, lidt for irritabel, lidt for svingende i mit humør og lidt for meget alt muligt. Jeg reagerede umiddelbart ved at sige: "Jeg har da ikke gemt mig bag en facade. Jeg skjuler da ikke, hvad jeg føler. Det gør jeg da ikke. Overhovedet ikke". Da vi lidt senere afbrød samtalen, tænkte jeg: "Eller gør jeg?". Og det har jeg nu overvejet i nogle dage, og møgkællingen - skrevet med al kærlighed - har jo ret, hvilket jeg slet ikke er meget for at indrømme, for sådan vil jeg ikke være, men som Stones så ofte minder mig om: "You can't always get what you want", hvorfor jeg vel hellere må erkende: Lige nu er jeg bare ikke den, jeg gerne vil være.

For ikke så længe siden var jeg, men forskellige ting har medført, at jeg er blevet forsigtig, usikker og tvivlende på min egen gøren og laden. Det er sket næsten umærkeligt, alt imens jeg har forsøgt at sætte den ene fod foran den anden i livet fremad, men i stedet for at ende et sted jeg gerne vil være, står jeg nu og klør mig lidt forvirret i garnet og har lyst til at undskylde overfor venner, kæreste og familie, mens jeg hovedrystende hvisker: "What the fuck happend?!". Var udgangspunktet forkert? Tog jeg mere skade af sære oplevelser, end jeg indså? Hvorfor blev jeg så alvorlig? Er alvoren i virkeligheden kærkommen? Er jeg bedre nu, hvor jeg træder varsomt? Desværre ikke, hvis jeg selv skal svare. Jeg er drønkedelig og minder mest af alt om en, der med længsel afventer sin pension.

Jeg kan ikke helt gribe om, hvad den facade, jeg har smækket på mig selv, er gjort af. Måske en distance til alt personligt. Jeg kan jo ikke undlade at se, at politik lige pludselig har sneget sig ind i mine hverdagsovervejelser, mens jeg skyder navlepilleri til side og tænker, at det må jeg tage fat på, når jeg engang har tid. Faktum er blot, at jeg rent faktisk har tid - en tid, jeg desperat forsøger at undgå at være i besiddelse af ved at lede efter et eller andet "fornuftigt" at give mig kast med, om det så er rengøring, arbejde eller tøjvask. Det er vist snart på tide, at jeg sætter mig ned og glor ud i luften et par dage i træk og forsøger at finde de følelser frem, jeg egentlig helst vil pakke ned sammen med alt det andet rod, der står gemt bag stuens lamelgardiner og venter på at imødegå en mørk skæbne i mit kælderrum. Et fint kælderrum iøvrigt, som er hævet så tilpas langt over jorden, at vandskader ikke har en kinamands chance for at nå det, men sikkert ikke så fint, at man skal opbevare følelser dernede.

Anna Bylov Kristensen

Love in a Trashcan