Idealisme, Transcendente mål & Hård opgave forude

Nytårsaften havde jeg en ikke så lidt kompliceret samtale med en af min kærestes bekendte. Kompliceret på grund af en mindre diskret beruselse, som vi begge var ramte af, men ikke desto mindre en samtale til eftertanke på det personlige plan. Han, min samtalepartner, fik sagt noget lignende: "Anna, man er jo bange for dig. Du har alle mulige og umulige idealer, og alligevel kommer du dér og fortæller historier, hvor du virkelig har lavet lort i den. Undskyld, det er ikke for at provokere". Den var jeg qua alkohol og manglende forståelse lige nødt til at summe lidt over, for jeg forstod faktisk ikke, hvordan jeg på nogen måde skulle kunne opfatte det som en art provokation. For det er jo rigtigt. Det er sådan, jeg er: Fyldt med idealer og et utal fuck-ups på bagen, og det er vel det, jeg håber, folk ser, når de møder mig.

Havde jeg ikke mine knapt så yndige beretninger med mig, ville jeg ikke føle mig kompetent til at udtale mig om noget som helst - hverken som privatperson eller sociolog. Teori kan tage mig langt, men aldrig føre mig til virkeligheden. For at vide noget som sociolog, psykolog eller læge om spiseforstyrrelser er én ting. At vide noget om spiseforstyrrelser, fordi man selv kæmper med dem, er en anden. Ligeså med andre givne problematikker. For mig gælder det, at mine holdninger ikke har berettigelse, førend jeg er i stand til at basere sådanne på et empirisk grundlag. Og helst et personligt ét af slagsen.

Men når det er sagt, kan jeg godt se, ovenstående immervæk må skabe en vis forvirring og spørgsmålet: "Hvor har vi hende egentlig?". For er jeg en fordømmende idealist eller bare helt, som jeg går og står - med fejl og det hele molevitten? Mest det sidste, men med idealismen i behold, håber jeg. Jeg ser det ikke som en skam, at jeg ikke er i stand til at efterleve mine idealer. Jeg kan jo blot forsøge, og det gør jeg det bedste, jeg har lært. Jeg vil gerne være et bedre menneske. Jeg vil gerne hjælpe, og jeg vil gerne lade være med at være en elefant i min egen glasbutik, men jeg kan desværre ikke altid finde ud af det. Som sagt: Jeg kan blot forsøge.

Det nu forgange 2011 blev året, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen af Politiken blev kåret som årets idealist. Desværre er "idealist" mest af alt et skældsord, som skal få os til drage associationer til utopi, fri fantasi og mangel på fornuft, hvorfor det nok ikke er den titel, Schmidt Nielsen er mest stolt af. Det er ærgerlig. For er der noget, vi mangler, så er det idealisme - især i disse tider, hvor vore egne jordnære mål som den gode økonomi, sammenhold i familien og ønskejobbet er svære størrelser at lægge ned. Med det taget i betragtning tror jeg, det er sundt for os at stræbe efter noget andet - noget, der kan give os en følelse af mening, selvom vi ikke umiddelbart selv står i den. Jeg tror således, vi har godt af at tragte efter transcendente mål, selvom vi ikke umiddelbart selv har redskaberne til at nå dem.

Gandhi, Jesus, Harry Potter og Mother Theresa er og var også idealister. Med bibel, Buddha og kost i hånden havde de som misson at ændre verden til det bedre, selvom det måske ikke var dem muligt, så man realistisk på skidtet. De satte mål, som de umuligt kunne indfri, hvilket Schmidt Nielsen sikkert også gør ved at kæmpe for et klasseløst samfund funderet i menneskets evne og vilje til at yde mere, end det modtager. Undertegnede er ingen undtagelse. Jeg håber på rygrad, selverkendelse og evne til at ombringe fornuft til handling for alle, uagtet jeg selv har så pokkers svært ved at administrere netop det. Dobbeltmoral? Det håber jeg ikke. Blot et ønske om at blive bedre, selvom ligene i lasten kunne indikere en hård opgave forude.

Anna Bylov Kristensen