Kriseramt økonomi, Forståelse & Medmenneskelighed

"Jamen, skat. Du kan da godt finde tid til lige at smutte ned i Fakta", dristede min kæreste sig til at sige, da jeg for en uges tid siden bekendtgjorde, at jeg fandt det fandens svært at nå selv simple ting såsom indkøb. Min respons var nogenlunde som følger: "Du skal bare OVERHOVEDET IKKE sige, "jeg bare lige kan finde tid" til noget som fucking helst. Orker sgu næsten ikke at gå i bad. Så kan du ikke bare sige, det er træls for mig, hva? Bare en lille bitte smule træls??? Kan da ikke være så pishamrende svært!", hvorefter jeg sikkert begyndte at tude i bar' hysteri. Det er nemlig sådan, jeg gør, når jeg ikke er i besiddelse af overskud, og mine nærmeste af ufattelige årsager ikke kan tankelæse sig frem til det, jeg har brug for at høre. Ikke et reaktionsmønster, der gør mig videre stolt - nok nærmere flov - men det får mig dog alligevel til at tænke over, hvad jeg har behov for, når jeg ikke kan få et og andet til at hænge sammen.

Min kæreste er meget konstruktivt anlagt. Har vi et problem, lægger han en plan. Den udfører vi, og så er problemet løst. Det virker superfint for mig, taler vi om malerarbejde i min stue eller aftensmad, men desværre ikke, når det gælder følelser. Mine ukonstruktive, opponerende, til tider stressede og belastende emotioner ophører nemlig ikke med at eksistere, medmindre en eller anden eller jeg selv kan finde ud af at sige: "Det kan jeg ved GUD godt forstå" og helst med en vis portion overdrivelse af forståelsen, så jeg virkelig føler mig set, hørt og anerkendt. Vanvittigt banalt og måske også plat, men ikke desto mindre sådan jeg er og altid har været. Jeg fungerer bare ikke godt med en opsang, et kærligt spark bagi og alt det dér, man ellers plejer at lægge for dagen, når man vil have en ynkelig person til at tage sig sammen.

Derfor har jeg også et særdeles kvalmt forhold til samtidens debat, hvor politikere, borgere og meningsdannere generelt skælder ud på såkaldt krævementalitet og vores antageligt eksisterende tendens til at tage "det gode statsbetalte liv" for givet. Eksempelvis fik den unge Sofie, der for nogle uger siden skrev et indlæg til Politiken omhandlende det ikke just højtbelagte liv på SU, sig én på hatten af offentligheden, fordi hun savnede en smule forståelse for den økonomiske situation, hun oplever at stå i. Altså ikke flere penge i SU eller billigere bøger, men blot: Forståelse. Den fik hun ikke.

Godt, jeg ikke er Sofie, som jeg ellers kan forholde mig så udmærket til, da min økonomi under studierne mindede en del om hendes nuværende. For i modsætning til Sofie skulle jeg heldigvis ikke lide under et helt samfunds behov for en at skælde ud. Dengang - for blot 3 år siden - var der nemlig masser af forståelse at hente, når jeg frøs, fordi jeg slukkede for varmen i vintermånederne i forsøget at spare lidt penge eller var ked af, jeg ikke havde råd til en ny kjole, når jeg ind imellem skulle i byen. "Livet på SU er ikke let, men det skal nok gå. Du er trods alt igennem det meste", hørte jeg ofte, og det var sådan set alt, jeg havde brug for. At blive forstået. Men nu er en studerende tilsyneladende ikke bare økonomisk besværet. Han eller hun er også blevet fattig på andres forståelse. Man må erkende, at krisen virkelig har ramt os.

Når jeg trods kvalme deltager eller blot kigger med i nævnte debat, tænker jeg ind imellem over, hvad vi mon vil med al den vrede og skælden ud. Får vi flere arbejdspladser på den måde? Fordrer vi troen på os selv, hinanden og fremtiden? Ranker Sofie ryggen, fordi hun nu ved, at mange danskere ikke har en knivspids forståelse at give hende? Bliver du mere udholdende, motiveret og opsat på at kæmpe videre, des flere slag, spark og skældsord du får i nakken? Gør du? Jeg gør ikke. Jeg føler mig som en fiasko, der åbenbart er så ubegavet, at jeg har det svært ved noget, andre ikke engang kan forstå. Så er man jo tydeligvis en taber sammenlignet med det udskældende flertal, der er meget bedre til det hele, end jeg er. Det må de jo være - ellers ville de vel ikke være så utilfredse med min indstats? Men jeg er desværre ikke som de seje på film, der bliver stærkere jo mere modstand, de får. Jeg bliver bare ked af det og føler mig tom indeni.

"Vi må løfte i flok og tage et fælles ansvar. Så hold op med at klynke", siger politikere og meningsdannere. For vi skal tage os sammen, skal vi. Jeg gør personligt, hvad jeg kan, så vil I ikke nok gøre det samme? For mig at se ser det nemlig ud som om, I gør det modsatte med al jeres kaglen og pegen fingre. For hvor yder I, når I skælder Sofie ud? Hvor løfter I skulder mod skulder, når I ikke engang har forståelse for dem, der er trætte, men gør det så godt, de kan? Hvordan skaber I et incitament til at knokle for vores fælles fremtid og samfund, når I lige nu er godt igang med at smadre al lyst til deltagelse? Det er mig grundlæggende ubegribeligt. For det første forstår jeg ikke,  at man kan være så dum at forveksle sin egen nedladende retorik med  reel samfundsindsats. For det andet kan jeg i min vildeste fantasi ikke rumme, at vi er blevet så smålige og mentalt fattige, at presses vores økonomi, går vores medmenneskelighed samme vej og endda i et sådant omfang, at vi er villige til at give køb på simple ydelser som forståelse, empati og overskud til et klap på skulderen til de, der har brug for det. Som skrevet: Krisen har virkelig ramt os.

Anna Bylov Kristensen