Når Berlingskes Tom Jensen bekymrer sig over, hvorvidt vi er ved udvikle os til en stat, som baserer meningsdannelse og lovgivning på ekstreme enkeltsager, synes jeg, han har en meget vigtig og desværre overset pointe. For selvom vi i de seneste år har oplevet flere - eller blot har haft øget fokus på - voldsomme overgreb på børn, svigtende forældre og mulige manglende redskaber hos kommunerne til at håndtere sådanne situationer med, er der stadig tale om enkeltsager i den forstand, at de - sammenlignet med andre sociale problemer - forekommer yderst sjældent.
Når vi indenfor sociologien udvikler statistisk materiale, er det tilladt at se bort fra ekstremer. Ikke overse dem, ikke slette dem eller kalde dem fejlagtige, men blot se bort fra dem, når eksempelvis gennemsnit og dets lignende skal beregnes. Står jeg for eksempel med 500 børnehavebørn, hvor tre af dem spiser 1 kg. ren sukker om dagen (sikkert ikke sandsynligt, men se venligst bort fra det), mens resterende spiser 10 gram, må jeg i en gennemsnitsberegning gerne undlade at indbefatte de 3 førstnævnte, fordi de simpelthen vil skævvride billedet for meget i henhold til virkeligheden, hvorved det vil se ud som om, det gennemsnitlige børnehavebarn dagligt spiser 50% mere sukker, end det egentlig gør sig gældende. Et korrekt resultat vil i stedet gengive, at mindre end 1% af de 500 børnehavebørn spiser mere end 10 gram sukker om dagen.
I Danmark medtager medierne i høj grad ekstremerne, når de iscenesætter en nyhed, og de er sjældent opmærksomme på at oplyse befolkningen om, at det fulde og dermed korrekte billede af virkeligheden er knapt så dramatisk. Det har skam positive konsekvenser: Vi er som nation meget opmærksomme på, at alle skal have det godt, og vi er derfor villige til at gå den ekstra mil for enkeltsagerne, som sikkert er nødvendigt, skal vi dæmme op for problemerne. Sammenligner vi os med USA, har vi eksempelvis mindst dobbelt så meget mediemæssig fokus på kriminalitet set i forhold til den faktisk begåede kriminalitet, hvilket meget muligt kan have en præventiv virkning, fordi vi simpelthen tager vores forbehold, førend de er nødvendige. Men samtidig kan det også påvirke os til at tage beslutninger, som muligvis vil gavne de få, men desværre yde skade på de fleste. Det være sig ikke blot på børne- og kriminalitetsområdet, men på en lang række forhold, hvor det udsatte mindretal ufrivilligt kommer til at diktere vilkårene for det frie og velfungerende flertal.
Skal al prostitution eksempelvis forbydes, fordi der findes sexsælgende kvinder, der er ofre for menneskehandel? Skal mandlige pædagoger overvåges, fordi der findes få eksempler på mandlige pædofile i de danske institutioner? Skal alle unge mødre fordømmes, fordi der findes teenagemødre, som ikke formår at løfte deres ansvar? Skal stemmeret til alle unge under 18 gives, fordi der findes en vis del unge, der ved, hvad de taler om, når det gælder politik? Skal alle sosu-assistenter holdes i kort snor, fordi nogle få af dem er blevet taget i at svigte deres profession? Er unge med anden etnisk herkomst end dansk virkelig mere kriminelle end etniske danskere, ser vi på det samlede billede i stedet for det, som er tegnet af en undersøgelse udelukkende udført i hovedstadsområdet? Svarene er faktisk slet ikke så svære at finde frem til, hvis vi blot forelægges de korrekte oplysninger/den egentlige virkelighed at tage beslutninger udfra.
Et problems omfang må og skal være afgørende for, hvordan vi håndterer det, og vi har her meget tilbage at ønske fra de instanser, som bør klæde os vidensmæssigt på. Enhver undersøgelse kan nemlig købes, drejes og vendes - selv dem fra vores elskede Gallup, Rambøll etc. - og ligeså let er det at fremstille givne resultater efter egen dagsorden. Jeg kan rent faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set en statistik i de danske medier, som jeg har fundet troværdig, hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg er uddannet til at være kritisk overfor sådanne, hvilket de fleste ikke er - og ej heller skal være. Men faktum er desværre, at sandheden har mange ansigter. Jeg ville på den side ikke lyve, indregnede jeg de tre "ekstreme" børn i mit sukkerindtagelsesgennemsnit, men når jeg på den anden side gengiver et billede, der fælder dom over de mange, når dommen kun bør gælde de få, burde jeg tie fremfor tale. Eller i det mindste tilføje en oplysende fodnote.
Anna Bylov Kristensen
Fint nok men du indtager et elitært ståsted i forhold til den almindelige dansker, fordi 'du har en uddannelse'. Underkender du dermed den enkelte borgers forståelse af samfundet?
SvarSletDet tror jeg bestemt ikke, jeg gør. For basalt set skal man være snotdum for ikke at forstå, hvad jeg skriver, hvilket heldigvis ikke er uddannelsesafhængigt. Kun hjernekapacitetsmæssigt afhængigt, hvilket selvfølgelig også kan være en udfordring for visse.
SvarSletVi skal bare tilbage til "de gode gamle dage", da der kun var en TV-avis. Der blev skåret ind til benet, og kun det vigtige slap igennem. Den gang var der ikke plads til det hele i nyhederne - i dag tærskes der langhalm på selv den mindste historie. Journalister i dag finder ikke historier; de skaber dem selv.
SvarSletDen er heller ingen grænser for, hvor langt man vil gå for at placere et ansvar. Er din føromtalte Sosu-assistent af den dovne type, og springer demente Fru Hansens besøg over nogle gange, kan sagen potentielt ende hos en minister. For noget må jo være galt i lovgivningen, der må mangle penge på budgettet, eller der må mangle noget registrering af hvad der foregår, siden det kan ske.
Det er aldrig "bare" Sosu-assistenten der er en dovenlas, der ikke er moden nok til sin opgave. For det er der jo ikke meget Breaking News over.
Men det er en fin blog Anna.
Arh Jan, De gode Gamle dage var sgu nok ikke en skid bedre, men hvor jeg enig med dig i, at "Journalister i dag finder ikke historier; de skaber dem selv".
SvarSletJa, og det med at kunne placere det ansvar hvor som helst bevirker, at der aldrig er nogen, der tager det - altså ansvaret. Såsom den enkelte "dovenlars" eller en fucked up forælder. Det er altid nogens skyld, men aldrig min egen.
Jeg skriver kort og godt et HØRT her fra "Hollænderen"
SvarSletHa ha Marie, Hollænderen er stedet for klarsyn og mange andre gode ting ;o)
SvarSletJo mere personligt, des mere alment menneskeligt. Siges det.
SvarSletKære Anna, Synes, at din blog på klog vis rammer ned i en plævret krater fyldt med misinformation primært skabt af en salgshungrende og vel ikke altid for kløgtig presse. Jeg er enig med dig i, at mange statistikker fordrejes efter forgodtbefindende. For trods alt at gøre en statistik mere troværdig bør en beskrivelse af en bestemt tilstand - f.eks. antallet af for meget sukkerspisende børn - gøres op efter samme metode over to perioder, der så kan tilføre statistikken en udviklingsretning i vores samfund. Er du enig? - Et stort pressebedrag - som du måske også engang skriver en blog om - er spørgsmålet om, hvilke "angst"skabende forhold hos borgerne pressen bringer til skue i den offentlige debat. F.eks. skriver Carsten Jensen i "UD" s. 432, at vi alle (frit oversat af mig) er ved at ryste i bukserne, fordi der er måske ca. 100 burkhaklædte kvinder i DK, hvoraf de fleste muligvis er danske kvinder, der er konverteret til islam. DET skal vi ryste over ifølge de mange, løbende sensationelle overskrivter. Men at der er - jvf. samme bog ca. 2500 udenlandske sex.slaver i DK vækker langt fra den samme forargelse og slige følelser. Så pressen sætter ofte en offentlig dagsorden der efter min mening slører andre væsentlige samfundsproblemer, som du jo også så fint gør opmærksom på. De kærligste hilsen Ole
SvarSletKære Ole
SvarSletJa, jeg er enig, såfremt vi ønsker at påvise en udvikling, fremfor blot et øjebliksbillede. Førstnævnte er som regel det mest væsentlige, vil vi finde ud af, om det er tid til at trække en grænse eller ej. Har et givent forhold over en periode haft en stagneret udviklingskurve, kan det jo antyde, at det ikke bliver værre, hvorfor vi nok ikke behøver at sætte himmel og hav i bevægelse.
Og ja, når sensationelle overskrifter iscenesættes ved hjælp af statistisk materiale, bør man rynke brynene en smule. Der vil ganske ofte være tale om materiale, der ikke har fået én på hatten af klicheen "alt er relativt". 100 burkaklædte kvinder i Juelsminde lyder jo af meget. 100 ud af 6 millioner danske indbyggere "antyder", at vi taler om 0,002%.
Kh Anna
Du rammer i helt plet med dit indlæg. At pressen eksponere enkeltsager meget kraftigt, er normalt. Der må være en del, som føler trang til at læse og forarge sig over det. Hvis læserne ikke generalisere på baggrund af enkeltsager, er det ikke skadeligt. Desværre har nogen svært ved det efter 2. eller 3. enkeltsag indenfor samme område.
SvarSletEt godt eksempel er pædofilsagerne mod mandlige pædagoger og idrætstrænere for få år siden. Mange forældre tænkte: ”Er den mandlige pædagog/idrætstræner pædofil? Er der tegn på det?”. Skadeligt for rigtig mange mandlige pædagoger og idrætstrænere, som intet har med det at gøre. Slog et barn sig, skulle de pludselig tænke over, hvordan de trøstede det, så det ikke blev misforstået. Naturlig fysisk kontakt blev en periode problematisk.
Generaliserer en del deres holdning til emner på baggrund af pressen, kan det få ret alvorlige konsekvenser. Specielt når politikerne gør det. For år tilbage var udtalelser som: ”Udlændinge er et problem og de er kriminelle”. Ja. Der er udlændinge, som er et problem og nogle som er kriminelle. At generalisere det for alle, er helt urimeligt.
Politikere har en tendens til at følge pressens og mediernes bølge af historier og generalisere ud fra værste episoder. Prostitution er et rigtig godt eksempel. Ingen tvivl om det er et behandler/kunde forhold. At jagte behandler og kunder indenfor området, har altid været interessant for pressen. Specielt hvis det kan krydres lidt med noget kriminelt eller andre personer. Selv politikere læser med glæde historierne og generalisere det til noget andet end det det er. De tænker ikke over, hvad det er. Det er lettere at forarge sig over det. Politikere er selv med til at generaliserer. At generalisere det for alle, er helt urimeligt. En væsentlig årsag, er sandsynligvis pressens og politikernes iver for at gøre alle til et problem.
Vi har ytringsfrihed og kan fremstille og generaliser andre, som det passer os. Problemet er, når politikerne gør det samme. Umiddelbart kan det se svært ud at påvirke. Det kunne være skønt, hvis der kom en stigende opmærksomhed mod politikere, som generalisere på baggrund af enkeltsager. Når politikerne gør det, øger de skaden fra få, til mange andre, som intet har med enkeltsagerne at gøre.