Smerte, Tanker om fortiden & Respekt

I et sekund nu og da går det op for mig, at den smerte, jeg engang følte, ene og alene var min. Deraf tomheden. Ingen andre delte den, skal jeg udtale mig med sikkerhed, og jeg kan kun gisne om, at der muligvis sidder en eller anden et sted derude og lige nu må opleve det, der for efterhånden mange år siden fik mig i knæ. Men i så fald gør det mig ondt. Jeg ville ønske, jeg kunne have advaret dig og bedt dig om at gå en anden vej, men du ved - ligeså godt som jeg - at du ikke ville have valgt anderledes. Så nu står du med konsekvenserne, og de gør ondt. Pokkers ondt. Det går over. Det lover jeg.

Kærlighed gør ikke blind. Kærlighed gør godt, og den har aldrig været spildt dér, hvor den har været. Men ind imellem sker det, at grænsen mellem kærlighed og kamp udhviskes. Vi begynder at kæmpe for det, vi havde, fremfor det vi reelt set har mulighed for at opnå, og vi ænser det end ikke. Derfor kommer vi for langt ud. Derfor vågner vi først op, når smerten kvæler al lyst til at smile, børste tænder og spise morgenmad. Derfor ender vi et sted, hvor vi leder efter svar hos de, vi tror, besidder dem.

Jeg har ikke dine svar. Jeg kan kun sige, hvad jeg tror. Jeg tror, du er et godt menneske, der kæmpede som ind i helvede. Jeg tror, du er mere, end han nogensinde vil formå at blive. Jeg tror, du var det hele værd. Han kunne bare aldrig nøjes. Ikke fordi, du ikke var "nok". Ikke fordi, du ikke var sød, dejlig og smuk, men fordi du er et menneske, der aldrig nogensinde bliver andet end det. Almindelig, varm og elskende - alt for de fleste, men bare ikke lige for ham. For han er ikke som de andre. Det er jo også derfor, du elsker ham. Har man ham, er man i sandhed enestående: Den, der kender bedst. Den, der forstår. Den, der ser bag facaden, som andre antager som sandheden. Den, der har værdi, fordi man er tættest på. Jeg forstår. Af hele mit hjerte. Men der er desværre en regning at betale, og den er stor.

Dine kompromisser, dine blinde øjne og din selvrespekt. Disse blev din valuta, som du betalte ham for midlertidig anerkendelse i bytte. Du kunne ikke have gjort noget anderledes. Jeg ved, du gav alt, du havde i dig. Men det handler ikke længere om ham. Kun om dig. Han er ligegyldig, du er ikke. For du har håbet. Håbet om, at verden en dag ser anderledes ud, selvom alt lige nu er et kaos af smerte og bristede illusioner. Hold fast i det - dit håb - det skal nok gå, selvom det tager tid.

Du har min respekt. Jeg ønskede, det stoppede med mig, og jeg føler nederlag nu. Jeg ville gerne have gjort en forskel, så du aldrig skulle stå i den situation, du står i nu, men så vigtig var jeg ikke. Din smerte er min. Du fortjente det ikke, og jeg håber, du snart formår at bladre om på den side, der er startskuddet til det næste kapitel i dit liv. Jeg garanterer dig, det venter på dig et sted derude.

Ind mellem tænker jeg, at man på et tidspunkt må have betalt nok af på "Livets regning". Om man så er 26, 30 eller 57 år gammel. Desværre har jeg endnu ikke fundet nogen, der vil give mig den garanti og sikkert med god grund. Livet bliver nemlig aldrig retfærdigt, og forventer man det, bliver man skuffet. Men - det er trods alt det hele værd. I hvert falde ind imellem, og jeg håber, du forstår, at der er en vej frem, som venter på dig, når du engang er klar. Som sagt: Du har min respekt. Uforbeholdent. Hang on.

Anna Bylov Kristensen

Love Shop - Copenhagen Dreaming