Akademikere i Netto, Verbale uppercutters & Vores fælles ulykke

Skal akademikere arbejde i Netto, hvis de ikke kan få andre jobs? Tjo, det kan de da godt. For mig ville det give helt og aldeles mening, hvis der var mangel på lige præcis akademiske jobs, mens alle andre faggrupper havde masser at give sig til, og Netto havde en mængde ledige stillinger på hånden. Men sådan er det jo ikke. Godt nok er der mangel på akademiske jobs, men dette gør sig også gældende for stort set alle andre jobtyper, og mig bekendt har Netto på ingen måde problemer med at få fat på en 16 årig flaskedreng eller andet personale. Så hvorfor i al verden skal det lige være akademikerne, der skal kæmpe for kassedameposten?

Akademikerne skal ned med nakken. De skal forstå, at deres uddannelser ikke fritager dem for at lide under finanskrisen - især med tanke på, at deres fine titler er købt og betalt af samfundet, hvorfor de bør takke ved at udvise storsind og nedværdige sig til at søge jobs, der anerkendelsesmæssigt set er mindre eftertragtede end dem, de blev stillet i udsigt under deres hyggeophold på de fornemme universitetsgange. Dette synes at være det mellemliggende budskab, når Danmark i øjeblikket diskuterer, hvorvidt akademiske uddannelser skal bruges i Netto eller ej.

Havde jeg ikke andre muligheder, søgte jeg gerne et job i Netto eller for den sags skyld på den tankstation, hvor jeg arbejdede under mit studie, men jeg ville være ked af det. Ikke fordi jeg ser ned på disse jobs, men fordi jeg har kæmpet og knoklet for noget andet. Det samme ville gøre sig gældende for pædagogen, der gerne ville arbejde med børn. Sygeplejersken, som håbede at hjælpe syge mennesker og gartneren, der havde set frem til at beskære roser fremfor at sætte melposer på hylderne i et supermarked. Vi ville alle være skuffede og desillusionerede, og som det gjorde sig gældende, da kritikken ramte Carina, SU-Sofie og enhver anden, der i den bitre finanskrises navn har fået en verbal uppercutter i samfundsdebatten, finder jeg derfor diskussionscenteret, der handler om, at vi - os akademikere - finder os selv for ophøjede til at udføre det nødvendige, sørgelig og degraderende. Hvorfor dog? Hvad vinder vi ved at trampe på hinandens selvværd og stolthed? Hvad er den positive effekt af at lade akademikerne vide, at de har spildt 5-7 år af deres ungdom på noget, der lige nu ikke kan bruges? Er man så blind og usolidarisk, at man ikke kan se, at langt de fleste - akademikere og alle andre - kæmper med alt, hvad de har i sig?

Den anden aften, hvor jeg som så mange andre aftener var gået i seng med min Iphone i hånden for at læse de sidste nyheder, blev jeg mødt at et indlæg fra Berlingske skrevet af Bertel Haarder. Han kaldte til kamp mod sådan nogle som undertegnede, det vil sige sociologer, samt pædagoger og lærere. Det er ingen hemmelighed, at Haarder altid har haft det en kende svært med sociologer, hvilket i sin tid medførte, at han lukkede vores studie med henvisning til et eller andet ligegyldigt og sikkert også kommunisme. Det må stå for hans egen regning, men som manden skrev, kan det sikkert være, at der er for mange af os. Det er trods alt begrænset, hvor spændende det er at befolke Danmark med røde analyseapparater, der tror, at de kan forandre verden ved at udstyre den med en øget mængde social kapital. Men jeg blev sgu trist. Jeg har ikke brug for at høre, der ikke er brug for mig i en tid, hvor det i forvejen er åbenlyst. Det gør sig iøvrigt gældende for alle de, der forsøger at få de alt for korte ender til at mødes. Altså langt de fleste.

Som så mange andre europæiske lande har vi et problem. Vi har ikke råd til det samfund og den levevis, vi har stablet på benene de seneste mange år. Ingen og alle bærer ansvaret. Rød som blå. Førtidspensionist som bankdirektør. Græker som dansker og akademiker som ufaglært. Vi valgte at lukke øjnene, da krisen i 2007 havde sit indtog i byggebranchen - sikkert i håbet om at gå ram forbi - og vi må nu uforberedte håndtere konsekvenserne, hvilket åbenbart har gjort den indre svinehund til den ydre, da det er blevet helt legalt at være en sur røv, som åbenmundet bebrejder alle andre den ulykke, man selv har været med til at skabe. Hvornår går det op for folket, at ingen i sidste ende måles positivt på det, de er med til at ødelægge, men udelukkende på det, de er med til at skabe? Forhåbentlig snart, for det er i sandhed ødelæggende, at vi tilsviner, degraderer og fralægger os vort eget ansvar i stedet for at sætte den ene fod foran den anden og løfte skulder ved skulder.

Anna Bylov Kristensen