lørdag den 11. februar 2012

Blufærdighed, Fællesbad & Retten til egen nøgenhed

Rundt omkring i de danske medier diskuteres det, om unges blufærdighed har nået et uheldigt omfang, når gymnasieelever og dets lignende begynder at pjække fra idrætstimerne for at undgå den efterfølgende fællesbadning. Dette er nemlig tilfældet ifølge en undersøgelse fra Steno Museet, som er en del af det Naturvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet. Diskussionerne tilkendegiver på den ene side, at fællesbadet skal opretholdes, fordi vi bør insistere på det naturlige og sunde i at fremvise den nøgne krop i al dens mangfoldighed. På den anden side forsvares det, at lysten til nøgenhed er en privatsag, som samfundet ikke har retten til at blande sig i, hvorfor der skal være mulighed for fællesbadning, hvis det er det, man lyster, men også singlebadning, hvis man har behovet herfor.

Jeg følger nysgerrigt med i denne diskussion, da den i mange år har rumsteret i mit eget hoved. Jeg provokeres, når jeg ser mennesker skrive, at det ikke er samfundets opgave at tage hensyn til de sarte børn, der af deres forældre har fået at vide, at nøgenhed er skamfuldt, eller at de unge efterhånden er så distancerede fra egne kroppe, at de undgår al fysisk aktivitet og dermed også idrætstimernes fællesbade. Det rammer lige derind i mit hjerte, hvor lysten til at plante en stor, fed træsko i sylten på uvidende tåber er at finde. For jeg var én af dem, der pjækkede fra idræt ligeså snart, jeg havde muligheden for det - faktisk så ofte, at jeg i samtlige af mine tre år på gymnasiet måtte stå skoleret hos Tove Nilsson, fordi jeg havde for meget fravær.

Jeg er vokset op i et hjem med "Kvinde, kend din krop" og den yndigt illustrerede "Hvor kommer jeg fra?" placeret i bogreolen. Med en folkeskolelærer som far og en pædagog som mor var kroppen "naturlig" og bestemt ikke forbundet med skam. Jeg kunne også godt lide sport, og min barndoms aktivitetscv tæller alt lige fra håndbold og badminton til svømning og ridning. Ingen smalle steder dér, men så langt, jeg kan huske tilbage, har jeg afskyet fællesbadning. Det var grænseoverskridende og voldsomt ubehageligt. Fra børnehaveklassen på Gjøl til 3. g. på Nørresundby Gymnasium, og jeg husker, som var det i går, da min idrætslærer i 2. klasse sagde til mig, at jeg altså skulle tørre min mave og ryg, inden jeg tog tøj på, fordi jeg i al hast havde dækket mig til efter badet, hvortil jeg reagerede ved tudende at løbe min vej. Ubehaget i situationen var simpelthen for overvældende og ydmygende. Og tro nu ikke, der her var tale om en ond idrætslærer, som havde en kende for travlt med at hakke på de små poder, for det var hun bestemt ikke. Faktisk var og er hun min kammerats mor, som ikke sjældent havde mig løbende halvnøgen rundt i sin have, når der skulle bades i badebassin og bygges huler under havebordet. For jeg var på ingen måde et hæmmet barn, og jeg forsagede heller ikke fysisk aktivitet, som var det djævelen selv, men jeg havde stort behov for privatliv og tryghed, og det forekom mig voldsomt at være tvunget til at tage alt tøjet af foran mine klassekammerater. Som årerne skred frem blev dette mere og mere ubehageligt, og jeg kom til at hade alt, der ville sætte mig i en situation, hvor jeg enten skulle overskride egne grænser eller lyve for at slippe.

Som den faste læser ved, er jeg spiseforstyrret og har været det i mange år. En kronisk lidelse, der som regel - og heldigvis - er passiv. Jeg er også meget genert, og jeg tror endnu ikke, jeg har haft en kæreste, der ikke har løftet et øjenbryn eller to, når jeg har brølet "UUUUUUD - gå UUUUUD", hvis han uanmeldt er trampet ind på badeværelset, mens jeg har været i bad. Den slags skal jeg desværre forberedes på. Er det idrætstimernes skyld? Bestemt ikke, men de gjorde ikke evnen til at bekæmpe min fysiske usikkerhed bedre. Ved at holde mig fra skolens idrætstimer kom jeg til at føle mig som "hende den dovne", og jeg blev ugentligt mindet om, at min krop bestemt ikke var min ven, men min fjende, der tvang mig til at lyve og finde på dårlige undskyldninger. Følelser, der kunne være undgået, havde jeg haft muligheden for at bade alene - og som Steno Museets undersøgelse viser, er jeg tydeligvis ikke den eneste. Vi taler faktisk om 30% af de danske unge på ungdomsuddannelserne. Det er mange.

Man kan heller ikke give det forskruede kropsbillede, som udsendelser såsom Paradise Hotel og alle mulige Hollywood-serier dyrker, skylden for mine særheder. Den slags programmer var slet ikke at finde i min barndom. Og selvom mit behov for privatliv måske ikke er naturligt nu, var det det, da jeg var barn. I dag er det faktisk almen viden, at børn har meget individuelle behov, når det gælder sådanne forhold, hvorfor flere og flere børnehaver skaber mulighederne for, at selv helt små børn kan gå på toilettet alene i stedet for at sidde i den skidende rundkreds, som var standarden, da jeg var barn - men det gælder måske kun børnehavebørn og ikke unge mennesker? Det kunne synes at lyde som om, at det er antagelsen - den nævnte diskussion taget i betragtning - hvilket jeg finder mærkeligt, idet jeg synes at erindre, at samtlige af mine idrætslærere havde separate badefaciliteter at anvende, som de da ikke afstod for at gå i bad med mig og mine klassekammerater. Men det er måske noget andet, når man er voksen? Eller barn? Men ikke ung?

For nogle år siden talte man om de mange film og serier omhandlende vampyrer, varulve og overnaturlige fænomener som en art reaktion på "afmystificeringen af verden". Fordi vi lever i verden, hvor faktuel viden og indsigt rækker ind i det allerhelligste såsom religion, antog man, at dyrkelsen af det mystiske var menneskets forsøg på at skabe rum til fantasi og drømme. Jeg tror, at vi, når det gælder den øgede manglende lyst til offentlig nøgenhed, ser en pendant hertil. For et årti siden var bryster, numser og sex i den bedste sendetid provokerende frækt, i dag er det normen, hvorfor det ikke længere opfattes som en pirrende leg med grænser, at Sensuelle Sonja i realtv uddeler body tequilas fra sin omfangsrige barm, som havde hun aldrig gjort andet. Det er almindeligt, hvilket muligvis har ført til et savn efter igen at gøre kroppen til genstand for intimitet og det private. En oplagt reaktion, spørger man mig - og bestemt ikke én jeg vil kalde unaturligt. Tværtimod.

En kulturel reaktion eller blot et udtryk for, at unge mennesker håndhæver retten til at bestemme over egen krop? Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, men alt i alt finder jeg det ikke problematisk. Jeg har langt større vanskeligheder ved at håndtere, at vi som samfund i ramme alvor kan argumentere for, at den dreng eller pige, der ønsker at tage tøjet af alene, ikke skal have muligheden herfor. Ét ord presser sig på: Overgreb.

Anna Bylov Kristensen

12 kommentarer:

  1. Spændende læsning. Virkelig spændende!!!

    Hav en rigtig god weekend :)

    SvarSlet
  2. Mange tak, I.P.

    Og god weekend til dig :o)

    SvarSlet
  3. Anonym2/11/2012

    Personligt har jeg aldrig haft et problem med at være nøgen foran andre, men lige præcist her må man til at se på om ikke laveste fællesnævner skulle gælde. Hvor svært ville det egentligt være, at lave nogle halvmure og bruseforhæng imellem de brusere, der i forvejen sidder som perler på en snor i omklædningsrummene.

    PB

    SvarSlet
  4. Anonym2/11/2012

    Ja , nemlig. Det har taget meget lang tid at finde ud af, at tage udgangpunkt i brugerne når det handler om indretrning af badeforhold og toiletforhold (børn og unge i folkeskolen eks, . Anna har fat i et centralt dilemma. Godt Anna. Rigtig mange børn og unge har fået et talerør igennem det du siger her´.
    Kh En pædagog

    SvarSlet
  5. Anonym2/11/2012

    <3

    ANONYM!!!

    SvarSlet
  6. Anonym2/12/2012

    Jeg snakkede i dag med en 14 årig pige som fortalte at i hendes klasse i folkeskolen (i en jysk lidt større by) er der ingen piger der går i bad efter håndbold og gymnastik.Det lød til at være helt almindeligt og hun sagde klart at ingen piger ønskede at blive vurderet og kritiseret af andres blikke.
    Jeg glemte at spørge om hvordan lærerne håndterede pigernes nej til badning sammen. Men det lød ikke til at nogen blev kaldt ind til en samtale . Så der er da sket en ændring siden du gik i skole Anna.
    Pigen jeg snakkede med kunne ikke drømme om at gå i bad og hun er ellers meget "regelret" i andre sammenhænge .
    Blot en kommentar til denbatten

    SvarSlet
  7. Vi havde en overgang store problemer med, at få vores dreng til at deltage i skolens idrætstimer - det viste sig, at bunde i netop blufærdighed omkring badesituationen.

    Løsningen blev, at han ikke bader efter idræt. Vi var enige med lærerne om, at det ville være et overgreb, at tvinge ham til det. Vi andre har muligheden for at afstå - det skal børnene selvfølgelig også have.

    SvarSlet
  8. Jan Høgh2/12/2012

    Jeg synes din blog er god Anna, og jeg kan sagtens selv huske, da jeg selv syntes at fællesbadning var øv. Vi startede faktisk med at bade drenge og piger sammen i det helt små klasser - har lige glemt hvor små - men husker fint, at det blev pinligt, længe inden vi stoppede med det. Også senere følte jeg mig uden for, fordi jeg, om ikke andet så med fysikken, var tidligere ude end mine klassekammerater.
    I 7. klasse skiftede vi til en større skole, og der var det faktisk muligt at bade alene, hvis man var lidt hurtig, og fik en af de tre seperate kabiner der var. Det hjalp på min lyst til idræt i det hele taget, og jeg går da også ind for, at børn og unge har den mulighed.

    Jeg deler heller ikke bekymringen over den stigende blufædighed, for jeg ser ikke et problem i den, i sig selv. For mig var det en fase jeg skulle igennem, og i dag er jeg ret ligeglad med andres blikke: Jeg går nu ud fra, at ubehaget hos dem nok er større end hos mig :D
    I øvrigt er blufærdighed ikke - som du også er inde på - noget, der nødvendigvis hænger sammen med opvækst eller opdragelse, tror jeg. Jeg har tre søstre, og de er vidt forskellige hvad det angår: Min yngste søster vil jeg gætte på ligger inde for normalen, ældste søster har altid været meget blufærdig - hvilket f.eks. medførte at hele familien måtte forlade vores lille båd, når hun skulle skifte tøj på sejlturen - og mellemste søster har ingen blufærdighed, og render gerne nøgen igennem sin lejlighed, selvom den ligger i stueplan. Og vi er altså alle fire vokset op samme sted.

    Jeg synes dog alligevel, at det er værd at kigge på, hvorfor flere og flere børn og unge, eller voksne for den sags skyld, finder det ubehageligt at være nøgne sammen. Når jeg siger det sådan, så er det fordi det gør mig lidt bekymret, at mine nevøer på seks og elve år, allerede har så klare holdninger til, hvordan man bør se ud, hvor kraftig man bør være, hvilket tøj de vil gå i, osv. Det husker jeg ikke, at jeg havde så tidligt, og jeg synes det går for stærkt på den front. Det er fint at forældre har klare holdninger, at de tager deres børns helbred alvorligt, at de vil have velklædte børn, og hvad ved jeg. Det hører nok med, når man i dag får sig et lille "Projektbarn", og skal vise hele verden hvor dygtige forældre man er. Og det er alt sammen fint. Nogle forældre glemmer bare at lade deres børn være børn, imens de iscenesætter deres projekt.

    Og så er der hele kropsfikseringen i samfundet generelt, den evige søgen efter ungdom, at panderynker snart er en sygdom, osv. osv.
    Det slår mig lige, at ingen af mine kærester, sådan deep down, har været tilfredse med deres kroppe. Og jeg lærer aldrig at forstå hvorfor. Så jeg synes ikke vores forhold til "den naturlige krop" er uden betydning.
    Det gør dem der byggede Kussomaten sikkert heller ikke, og uden at tage stilling til om idéen var vellykket eller ej, så kan jeg godt lide tankegangen der ligger bag.

    Hmm. Nå, men jeg må hellere stoppe nu. Jeg skulle bare lige... :o)

    Jan

    SvarSlet
  9. Tak for de fine tilbagemeldinger. Jeg er glad for, at et af mine personlige brændpunkter har interesse for andre.

    Jan, jeg ved ikke, om jeg overhovedet synes, der skal laves en kobling mellem ekstrem kropsbevidsthed og blufærdigheden, som jeg forsøger at gengive den. I så fald synes jeg, at det er vigtigt at finde ud af, hvad der er naturligt, og hvad der er en konsekvens at samtidens idealer. Tror desvære ikke, det er så ligetil. Er iøvrigt vild med udtrykket "Projektbarn" - tag patent! ;o)

    SvarSlet
  10. Anonym3/05/2012

    Min dreng vil ikke i bad med sin klasse. Jeg havde det på samme måde, fordi jeg var tidligst udviklet. Uanset hvor meget oplysning de unge får vil den 'første' altid være genstand for nysgerrighed og det kan man altså ikke kræve at et barn har lyst til at stå model til. Tak for inspirerende indlæg. Jeg har tilladt mig at dele det på min facebook.

    J.P.

    SvarSlet
  11. Anonym3/19/2012

    Som mor til en dreng i 1.klasse, der oplever hver idrætstime som en pinsel, fordi der er tvungen badning bagefter, finder jeg dit indlæg meget interessant. Dejligt at læse at vi, som forældre nok ikke bærer skylden for hans blufærdighed - vi er selv meget krops-afslappede...
    Løsningen for ham er at medbringe badebukser, gå til toilettet, iføre sig disse, bade, gå til toilettet, tørre sig og tage tøj på. En løsning jeg føler er med til at sætte ham mere ud på en sidelinje, end ved simpelthen at lade ham bade i hjemmet efter skole.

    SvarSlet
  12. Ano 19-3-2012, jeg synes sgu, det er synd for din dreng. Jeg kender så udmærket følelsen af at fortrække til toilettet. Ind imellem gik jeg derfor i bad med de andre, men det var endnu mere ubehageligt. Pest eller kolera? Det er slet ikke et mindreværd, vi har retten til at udsætte små børn for.

    Jeg er også gjort af en kropsafslappet familie. Men ligesom jeg ikke kan lide oliven og rødbeder, som de alle sammen kan, så kan jeg heller ikke slappe af med at tøjet af foran veninder, kollegaer, dengang klassekammerater eller fremmede i svømmehallen. Usikker? Måske, men det har jeg heldigvis retten til...for nu er jeg voksen.

    SvarSlet