Forbrydelse, Straf & Retsfølelse

Den anden dag lyttede jeg med et halvt øre til et debatprogram på DR2, hvor en præst, en politiker og en forfatter diskuterede sagen om den (forhåbentlig) tidligere kriminelle mand, som efter brutalt at have lemlæstet sin tidligere partner nu har afsonet sin (givetvis for milde) straf og derefter fået en elevplads i Claus Meyers anmelderroste køkken. Præsten talte om anerkendelse af menneskets behov for hævn. Forfatteren mente, at straffen i den givne sag slet ikke stod mål med typen af gerningsmand, og politikeren tog hånd om de mere faktuelle rammer for straf, rehabilitering og dets lignende. Alle var enige om den manglende rimelighed. Alle mente, at offerets kamp blev negativt påvirket af gerningsmandens succes. Uenigheden - for sådan en skal jo helst være at finde i et debatprogram - gik således på, hvad man skulle stille op med urimeligheden. Længere straf? Anden type af behandling? Hævn? Det er et følsomt om emne, og som så mange andre bliver jeg rigtig trist over, at livet for gerningsmanden stadig synes fyldt med spændende muligheder, mens offeret til stadighed må kæmpe med både de psykiske og fysiske konsekvenser. På alle mulige niveauer synes det simpelthen uforståeligt.

Jeg er bedøvendes ligeglad med gerningsmanden, og jeg tager hatten af for Meyers forsøg på at gøre en forskel. Det må immervæk kræve et vist overskud, og jeg tror bestemt på, at risikoen for tilbagefald til yderligere kriminalitet formindskes omvendt proportionelt med mængden af anerkendelse og "godt liv", man har at miste. Så giv endelig fjolset et liv, han er glad for, så kan vi forhåbentlig undgå, at han fratager endnu en kvinde livsglæden, fordi han ikke er i stand til at styre sit temperament. Men som skrevet er jeg dog ikke ligeglad med offeret. Hun har i den forgangne tid talt sin sag, hvilket hun så bestemt har fortjent muligheden for, men samtidig kan jeg ikke lade være med at overveje konsekvenserne af, at vi dyrker båndet mellem gerningsmand og offer på den måde, vi nu engang gør. Det synes jo, at vi cementerer Frk. Malene Duus' subjektive følelse af, at hun aldrig kan blive lykkelig, hvis hendes gerningsmand er det, og den magt bryder jeg mig slet ikke om, at han til stadighed har. Han har vist haft mere end indflydelse nok på hendes liv.

To af de områder af sociologien, jeg aldrig fik dyrket nok i min tid som studerende, var kriminologi og victimologi. Det vil sige videnskaben om henholdsvis den kriminelle og offeret. Men jeg fik dog opsnappet en ting eller to, da vi beskæftigede os med netop offerets følelse af retfærdighed, og jeg vil give de kritikfyldte stemmer i nævnte debat ret: Vi vægter ikke offerets retsfølelse højt herhjemme, når vi udmåler straf. Straffen baseres i stedet på, hvad vi som samfund finder rimeligt - ikke på, hvad offeret har behov for, skal det hjemtage kontrollen over egne følelser i stedet for at lade dem være baseret på gerningsmandens fortsatte eksistens. Jeg husker i den forbindelse en case om en gammel dame i Canada, som var blevet slået ned og frarøvet sine penge af en ung dreng. Hun fik deltagelse i udmålingen af straf, hvilket blandt andet medførte, at den unge dreng skulle vaske hendes trapper et par gange om ugen i 2 år fremover. Det fandt hun rimeligt og herigennem blev magtbalancen mellem de involverede udlignet. I et andet tilfælde var der tale om seksuelle overgreb begået mod et lille barn af en voksen mand. Graden af alvorlighed var her så stor, og barnet kunne naturligvis ikke sætte ord på sine behov, hvorfor familierne til de respektive blev involveret, hvilket, så vidt jeg husker, endte med, at gerningsmandens familie i henhold til ønskerne hos offerets familie stod offentligt frem og berettede om den skam og smerte, det medførte, at et familiemedlem havde skadet et barn på nævnte facon.

Jeg finder eksemplerne inspirerende, og kunne jeg stille som forslag, at vi efterprøvede den slags herhjemme, ville jeg gøre det, for jeg synes i modsætning hertil, at det er alt andet end inspirerende, at Frk. Malene Duus i flere år har været strandet med sin følelse af uretfærdighed og nu finder den så kvælende, at hun i følgeskab med den indignerede befolkning bekæmper det tiltag, der meget vel kan forhindre gerningsmanden i at lade hendes forfærdelige skæbne ramme andre. Så jeg forstår skam, så godt som man nu kan, når man aldrig har oplevet den slags, men jeg ser samtidig resultatet af, at vi ikke har rammerne til hurtigt at vægte hensynet til offerets retsfølelse, når ulykken indtraffer: Båndet mellem gerningsmand og offer forlænges. Dette bånd dyrkes nu af offentligheden, en præst og en forfatter, og jeg tager mig selv i at tænke: Hvem hjælper dog Frk. Malene Duus med at bryde det?

Anna Bylov Kristensen