Kommer tid, Kommer råd & Min uven Integrationen

Begrebet "integration" og jeg er ikke venner. Vi forstår ikke hinanden og har derfor et meget stort indbyrdes kommunikationsproblem, hvilket bevirker, at jeg helst helt undgår alle situationer, hvor Uven Integration opholder sig. Det viser sig dog at være vanskeligt i øjeblikket, hvor jeg ikke kan begive mig ind på en eneste af mine yndlingsavishjemmesider uden samtidig at skulle håndtere tilstedeværelsen af Den Uønskede. For alle andre er åbenbart helt vilde med at beskæftige sig med ham, hvorfor de taler om ham, som havde de ikke andet at lave. Men sådan er det jo nok med problembørn - de fylder meget, og selvom ingen rigtig ved, hvad de skal stille op med dem, kan man jo ikke bare lade dem passe sig selv. Medmindre man er mig. Jeg orker det bare ikke.

Sagen er den, at Integrationen ikke gør, som vi vil have den til. Den udvikler sig ikke rigtigt, og alle de mange penge, vi har brugt på den, synes spildte, hvilket er mere end nok til at få kriseramte Danmark til at se rødt. Her har vi sørget for byfornyelse og danskundervisning til Integrationen. Lært ham om skatteregler og god lov og orden, og så er han bare pisseligeglad og sætter grimme antenner op på sin altan i stedet for at plante ligusterhæk i Udkantsdanmark. Han spiser ikke engang leverpostej. Og hvor har vi dog forsøgt! Vi har været venlige, men bestemte. Vi har budt ham indenfor, men samtidig været opmærksomme på, at begrænsningen er en kunst, vi som værter skal og må mestre, hvorfor vi selvfølgelig har stillet visse krav til mængde, gøren og laden. For mange kokke fordærver nemlig Integrationens udvikling. På et tidspunkt tog det dog erkendeligt en smule overhånd med al den begrænsning - vi bekæmpede et multikulturelt samfund, som var der andre muligheder. Det var lidt dumt. Det ved vi godt. Verden er jo ikke vores, og selvom det ville være lettere kun at forholde sig til Gud, Dronning og Fædreland, måtte vi æde rosinen i pølseenden: Antennerne på altanerne var kommet for at blive.

Derfor skal Integrationen arbejde med os og ikke imod os. Det er han nødt til. Skal antennerne være her, skal han Guddødme rette ind og gøre, som vi siger. Ellers bliver det jo ikke til at holde ud for nogen af os. Det siger sig selv. Og tålmodigheden er ikke bare brugt op - den har aldrig været her, hvorfor han pt. må stå ansigt til ansigt med sig selv og dommen: "Du virker ikke, dit kæmpefjols". Som skrevet orker jeg ikke Integrationen og er derfor ret ligeglad med, om han virker eller ej. Jeg har aldrig troet på ham, så jeg er ikke skuffet.

Men jeg er dog en smule skuffet over alle de mange politikere og beslutningstagere, der har brugt en hel masse tid på at sælge Integrationen til dig og mig. Stod det til mig blev de, ligesom L'Oreals brug af en rynkefri Julia Roberts i en makeupreklame, smidt ind under kategorien "Falsk Markedsføring". For ligeså vel som det burde være forbudt at sælge creme på baggrund af manipulerede billeder, burde det forbydes at sælge Integrationen ved hjælp af falske løfter, hovsaløsninger og lyserød/-blå dumhed, og det er det, de har gjort. Hvor har jeg dog savnet den person, der efter en smule betænkningstid havde sagt: "Sagen er nok den, at Integrationen kræver en masse tid. Tid, mest af alt. Og nu hvor Integrationen ikke lader sig nøjes med en plads udenfor Danmarks grænser, må vi se på, hvordan vi bruger den tid bedst muligt". I stedet har vi fået en forventning om, at Integrationen og hans problemer kan løses ved hjælp af smarte planer, nye regler og dyre 5 årige tiltag. Men et plaster heler som bekendt ikke sår - det gør tiden og omgivelser, der ikke hele tiden får såret til at springe op for blot at starte helingsprocessen forfra. "Kommer tid, kommer råd" har jeg hørt. Jeg glæder mig til tiden, for så kan det være, I holder op med at tale så meget om Integrationen og lader ham passe sig selv, så jeg igen kan få ro til at læse mine aviser.

Anna Bylov Kristensen