30, Normal & Alligevel helt gal

Så blev jeg 30 og kunne i går fejre dagen med følgende kommentar: "Fuck, det er grineren. Du er jo sådan rigtig borgerlig med job og lejlighed og fast fyr, men så forstår du bare alligevel, hvordan det er at være helt skudt i hovedet"; og ja, det opsummerer nok ganske godt, hvordan mine første 30 år på jordkloden har valgt at forme mig. Ret borgerlig (dog helt uden politisk referencesammenhæng, tak!). Ret skudt i hovedet - eller i al fald med forståelse for selvsamme - og det ene synes ikke rigtigt at kunne eksistere uden det andet. På en eller anden måde er jeg nødt til at være lidt gal for at være i stand til at fungere som normal.

Jeg er iøvrigt vild med ordet "normal". Det får slet ikke kritik som fortjent og har i lange tider været udskældt, fordi det insinuerer, at noget er mere almindeligt og rigtigt i henhold til flertallet end andet. Men sådan er det jo - dét, mennesker som regel gør og er, er "normalt". Alt det andet er måske ikke ligefrem galt, men i det mindste ikke normalt, og jeg synes egentlig, det er sært, at vi forsøger at overbevise Tankelæsende Tina med de 14 katte, 3 hashkolonier og 17 faste elskere om, at hun er normal, når nu hun følger alt andet end normen. Men mon ikke vi er bange for at skramme Tinas sårbare indre ved åbent at konstatere, hvad vi allerede ser: "Tina, du er fandenrandme ikke normal", hvilket jeg ellers har en formodning om, at Tina slet ikke vil have så svært ved at rumme.

For Tina er ikke bange for at være unormal. Så havde hun ikke 14 katte og kaldte sig selv tankelæser. Så havde hun skjult det hele og istedet påstået, at hun har en stærk intuition og sætter sit valgkryds ved det parti, der varetager dyrs rettigheder bedst muligt. Hun havde så at sige adapteret sine særheder til en lidt mere spiselige form, der ville få hendes unormalitet til tilnærmelsesvist at ligne normalitet. Men Tina er ligeglad med normalitet, for unormaliteten er jo ikke hendes fjende. Dén har hun det fint med. Det er jo ikke den, der mobber, stigmatiserer og får hende til at føle sig værdiløs. Nej, det er de mennesker, der ser unormaliteten som en fejl og  ikke forstår, hvorfor lige netop Tina har en ganske god grund til at være unormal. For det har hun - det har alle unormale mennesker ifølge min erfaring, og jeg har endnu ikke mødt en stofmisbruger, en alkoholiker, en ludoman eller hidsig satan, som ikke giver mening. Der er med 100% sikkerhed en god forklaring på deres unormalitet, og at underkende unormaliteten er lig med at underkende den gode forklaring, der som regel er givet ved livshistorier, som vil få selv den hårdeste negl til at knibe en tåre. Så jeg underkender hverken unormaliteten eller forklaringen på den. Efter min opfattelse ville det være respektløst.

Anna Bylov Kristensen